NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Prisen på en særlig gas-behandling til for tidligt fødte børn er steget fra 200 til 28.000 kroner pr. patient pr. dag på et år. Det skete efter Kommissionen godkendte gassen som lægemiddel. Nu ser Konkurrencestyrelsen på sagen.
Konkurrencestyrelsen vil gå til EU-Kommissionen, hvis de enorme prisstigninger på lægemidlet nitrogenoxid viser sig at være et grænseoverskridende europæisk problem.
EU-Kommissionen godkendte sidste år gasarten nitrogenoxid som et lægemiddel. Det har kostet dyrt for de danske sygehuse, der i sjældne tilfælde bruger gassen til at redde for tidligt fødte børn med en speciel lungelidelse.
Tidligere købte sygehusene nitrogenoxid som industrigas til omkring 200 kroner pr. patient pr. døgn. Det franske firma, Aga, der sidste år fik Kommissionens godkendelse til at sælge gasarten som lægemiddel, har sat prisen op til 28.000 kroner. På landsplan anslås det at koste sygehusene omkring 10 millioner kroner årligt.
'Firmaet er eneforhandler af gassen, så derfor har vi ikke andre muligheder, da vi ikke længere kan købe det som industrigas. Det er et etisk og moralsk problem, at et firma udnytter sin dominerende status på markedet på denne måde,' siger administrerende overlæge Sten Petersen fra Børneafdelingen på Skejby Sygehus.
Konkurrencestyrelsen vil undersøge sagen nærmere.
'Viser det sig, at de høje priser udelukkende er et dansk problem, går Konkurrencestyrelsen selv ind i sagen. Men er det firmaets generelle europæiske prispolitik, vil vi gå til EU-Kommissionen, der kan gribe ind, hvis et firma udnytter sit monopol økonomisk,' siger kontorfuldmægtig Finn Porsborg.