Svensk LO svækker Perssons ØMU-offensiv

»Arbejderne skal ikke både tage risikoen og betale omkostningerne. Det er jo arbejderne, som løber den største risiko for arbejdsløshed.«

Sådan forklarer den svenske LO-leder, Wanja Lundby-Wedin, hvorfor LO ikke kan bakke op om et svensk ja til ØMU’en – endnu.

Et ja fra LO kræver, at Sverige indfører en slags stødpudefond efter finsk model.

Idéen er, at der skal sættes penge til side i gode tider, som kan bruges til at sænke erhvervslivets omkostninger, når det strammer til, når man efter euroens indtog ikke længere kan bruge renten eller kronekursen som stødpude.

Problemet for LO er dog, at hverken erhvervslivet eller de politiske partier, er med på idéen.

Erhvervsliv trækker den anden vej

Det svenske erhvervsliv foretrækker, at en såkaldt stødpude får form af mere fleksible ansættelsesvilkår. Det skal være nemmere at slippe af med ansatte i dårlige tider.

De borgerlige partier afviser enhver konstruktion, som dufter af økonomisk indflydelse fra fagbevægelsens side. Det er noget, som LO og Socialdemokraterne har prøvet tidligere - de såkaldte Lønmodtagerfonde i 1980’erne. Disse fonde blev startskuddet til en borgerlig kamp mod „fondssocialisme'. En opgørelse, som Socialdemokraterne tabte og som man ikke ønsker at gentage.

57 procent nej

Det betyder, at den ØMU-venlige S-ledelse går til politiske forhandlinger om en folkeafstemning uden at være helt sikker på opbakning fra LO, noget ganske usædvanligt, når det gælder tunge sager i svensk politik.

Den 16. november ventes Socialdemokraternes repræsentantskab at bakke op om dét ja til ØMU’en, som partiets hovedbestyrelse har vedtaget med 27 stemmer mod tre. En af ja-stemmerne var i øvrigt Wanja Lundby-Wedin. Derefter vil statsminister Göran Persson indkalde de øvrige partiledere til forhandlinger om tidspunktet og andre betingelser for en ØMU-afstemning.

„Lønmodtagerforståelse'

Når LO har genopfrisket sine tidligere betingelser er det nu udelukket med en afstemning allerede til foråret. En fælles arbejdsgruppe mellem LO og Socialdemokraterne skal først prøve at finde frem til et kompromis om de vanskelige fonde. Det er nødvendigt for at få skabt den „lønmodtagerforståelse' for ØMU’en, som Göran Persson behøver for at få en troværdig ja-platform.

Samtidig med, at LO tilkendegav sin holdning i mandags, viste en ny opinionsmåling, at nej-siden næsten helt har indhentet ja-sidens forspring, og at stillingen nu er 48 procent ja, mod 47 procent nej. Blandt LO-medlemmer er nej-procenten på 57.

Meningsmålingen var, ifølge ja-kampagnen Eurofakta, årsag til at den svenske krone tabte i værdi til euroen først på ugen.

Fejhedens politik

Sverige har til forskel for Danmark og Storbritannien intet ØMU-forbehold i traktaten, kun mundtlige aftaler i forbindelse med optagelsen i 1995, om at man vil tage stilling til ØMU’en på et senere tidspunkt.

Den kendsgerning peger vicedirektøren i den svenske nationalbank, den socialdemokratiske økonom og ØMU-modstander Villy Bergström, på i en ny bog. Han bruger politikernes uklare meldinger om EU, som eksempel på det, han kalder for en „fejhedens politik'.

Regeringen har dog sørget for, at Sverige formelt set ikke opfylder alle de nødvendige ØMU-betingelser (konvergenskravene), ved ikke at tilslutte kronen til vekselkursmekanismen ERM, men i stedet for lade den svenske valuta flyde frit.

I sidste ende er det den politiske debat og næppe traktatjuraen, som vil afgøre udgangen af en ØMU-afstemning. Her er det ikke kun Socialdemokraterne, der har problemer med baglandet.

En ny organisation „Medborgere mod ØMU’en', har blandt andre den tidligere nationalbankdirektør og tidligere statssekretær Lars Wohlin, erhvervsleder Rune Andersson (Trelleborgskoncernen) og Per-Olof Eriksson (Sandvik), som medlemmer. De er alle navne med solid borgerlig klangbund.

Sammenlignet med kampagnerne op til folkeafstemningen om svensk EU-medlemskab i 1994, ser ja-siden denne gang ud til at have en lidt mindre forankring i det politiske og økonomiske etablissement.