Fælles offentlighed kun til inderkredsen

»I princippet findes der ikke en europæisk offentlighed.« Det siger Anja Herzog fra Hans-Bredow-Instituttet for medieforskning ved universitetet i Hamborg.
»Der findes enkelte fælles temaer, men ingen fælles offentlighed. De nationale interesser står stadig i forgrunden,« siger hun.

Anja Herzog og hendes kolleger forsker i den europæiske offentlighed, de har blandt andet indrettet en arbejdsgruppe, der går på tværs af studiefag og universiteter, og til foråret regner de med at gå i gang med et større forskningsprojekt om mediebilleder af Europa.

Manglen skyldes »dels det politiske liv, dels borgernes holdning. De har ingen europæisk identitet. Medierne spejler blot politikerne og borgerne,« siger Anja Herzog.

Som nogle af de få fælles temaer nævner hun Østrig-krisen i 2000 og krisen om det BSE-ramte oksekød. Østudvidelsen, som hun betragter som et meget stort spørgsmål, glimrer ved sit fravær i omtalen.

»Der er meget lidt bevidsthed om udvidelsen. Hvad betyder den for EU-landene? Hvad betyder den for de nye lande?« spørger hun.

Ingen fælles medier

Alle, der kan huske den tid, da Danmarks Radio var alene om tv-udbuddet, kan huske »fælles dansk offentlighed« over frokosten dagen efter en interessant udsendelse. Men sådan er det ikke i EU – faktisk findes der ingen fælles europæiske medier til den brede befolkning.

»Eliten og snævre målgrupper har fælles medier, der er for eksempel MTV og Euronews,« siger Anja Herzog, og nævner også den britiske avis Financial Times, der fungerer som en slags fælles medium i nogle kredse.

Den fungerer i »EU-boblen, blandt diplomater, politikere og eksperter,« siger Pierre Collignon, Jyllands-Postens korrespondent i Bruxelles. Selv om Financial Times til tider er meget britisk, fungerer den som en slags »lokalavis« i Bruxelles, fortæller han.
»Et fælles medium, hvor modtageren er almindelige mennesker, findes ikke,« fastslår Collignon.

Jacob Langvad, korrespondent for dagbladet Information, nævner også den britiske avis European Voice, der udgives i Bruxelles, samt tv-kanalen EuroNews, der blandt andet sender klip fra EU-landene.

»EuroNews er en underlig størrelse, men det er måske et internationalt eksempel, og det er da et godt forsøg. Men jeg ved ikke, hvor mange seere den har,« siger han.

Ud af boblen

Når Anja Herzog siger, at der ingen europæisk offentlighed er, er Pierre Collignon dog delvist uenig.

»En europæisk offentlighed er faktisk på vej, den er ved at udvikle sig,« siger han.
Han nævner Konventet om EU’s fremtid som fælles debat, »selv om den ikke involverer mange.«

»Hele udvidelsen er noget, alle går op i. Euroen og stabilitetspagten er også noget, alle går op i, selv os, der står på sidelinjen,« fortæller han.

Måden, historierne er skrevet på, er dog ikke nødvendigvis ens:

»Der kan være slående forskel på vinklingen,« siger han, og der kan også være stor forskel  på, hvilke sager, de forskellige landes medier interesserer sig for.
For et stykke tid siden skrev Pierre Collignon om EU-Kommissionens regnskabspraksis, der blev kritiseret kraftigt af en medarbejder, Marta Andreasen.

»Ikke alle var interesseret i den, det var mest de skandinaviske, tyske, britiske og hollandske medier. De fleste spaniere og franskmænd havde svært ved at hidse sig op over det. Det var forskelligt, og det var meget tydeligt,« siger han.

Jacob Langvad tror, at de nationale vinkler bliver brugt for at gøre det tunge EU-stof lidt lettere tilgængeligt:

»EU-stof er svært at skrive om. Hvis man kan skrive om en person, læserne kender, kommer det lidt nærmere,« siger han.

Anja Herzog mener, at der burde sættes ind på mange niveauer, hvis en europæisk offentlighed skal blive til noget. Kommission og Parlament burde blive bedre, til at formidle deres politik, og medierne burde også gøre indsats, synes hun.

»Så længe EU’s betydning ikke bliver formidlet, ser borgerne den heller ikke,« siger hun.