Garantier som sikrer bankkunders opsparinger er hvert lands eget ansvar. Hvis EU-landene skal sikre opsparinger hos hinanden vil nogle lande fristes til at gøre for lidt ved deres egne garantisystemer. Så vil der opstå en moralsk risiko.

Sådan argumenterer den svenske Riksdags finansudvalg.

Udvalget har i en enstemmig betænkning vendt tommelfingeren nedad for et forslag fra Kommissionen om gensidige indskudsgarantier i EU.

Forslaget indebærer, at landene skal hæfte for hinandens forpligtelser over for bankkunder.

Magten over beslutningerne

"Vi går ind for helheden i forslaget, men er kritiske overfor dets konstruktion. Andre organer end svenske myndigheder skal ikke automatisk kunne beslutte, hvad svenske penge skal bruges til. Hvis Island havde været medlem af EU, så ville vi være forpligtet til at dække for de britiske og hollandske kunders tab i islandske banker," siger udvalgets formand Stefan Attefall, Kristdemokraterna til NOTAT.

Stefan Attefall påpeger, at Sverige har givet lån til den islandske stat, og at Sverige står bag en mindre del af EU's garantier til Grækenland.

»Men det er sket efter politiske beslutninger, som Sverige har deltaget i og ikke med en automatisk mekanisme som i forslaget om indskudsgarantier. Det afgørende punkt er, hvem der har magt over beslutningerne,« siger han.

Gult og orange kort

Det svenske finansudvalget henviser til Lissabon-traktaten, som beskriver, hvordan nationale parlamenter skal kunne efterprøve lovforslag efter subsidiaritetsbegrebet - princippet om, at politiske beslutninger ikke skal tages på et højere niveau end nødvendigt; på dansk ofte omtalt som nærhedsprincippet.

Lissabon-traktaten siger, at en tredjedel af alle EU-landenes parlamenter skal sige fra, hvis en henvisning til subsidiaritet skal have nogen effekt. Kommissionen får så et gult kort og er forpligtet til at "overveje" sit forslag.

Men selv hvis otte andre parlamenter skulle følge det svenske eksempel, så vil det ikke nødvendigvis stoppe forslaget. En genfremsættelse af det samme med nye motiver, eller med visse ændringer vil sandsynligvis være nok.

Derimod får Kommissionen et orange kort, hvis halvdelen af de 27 nationale parlamenter siger fra. Et orange kort betyder, at forslaget i så fald vil kunne standes helt, enten ved hjælp af 15 regeringer i ministerrådet eller af et flertal i Parlamentet.

Ikke skæld ud

Disse, ikke helt enkle regler, blev indført i Lissabon-traktaten efter, at flertallet i Holland stemte nej til den foreslåede EU-forfatning. Den hollandske regering bad om nogle nye muligheder for de nationale parlamenter at sige fra overfor Bruxelles.

Det sker så nu for den første gang.

Den svenske regering har endnu ikke taget stilling til forslaget, men har i en foreløbig vurdering ment, at det ikke er i konflikt med nærhedsprincippet.

»Nu har vi jo valgkamp i Sverige, så man er jo optaget med andet, men jeg er i ikke fået skæld ud endnu,« siger udvalgsformanden Stefan Attefall, hvis parti indgår i den borgerlige firepartiregering.

Kritik i database

Udvalgets betænkning bliver nu lagt ud i en database, hvor det skal være muligt at se, hvis andre parlamenters følger trop.

Foreløbigt har kun parlamenterne i Finland og Tyskland markeret, at man er startet med at se på forslaget, men ikke hvad man har nået frem til.

»Det kan se lidt underligt ud, at så få har reageret, men systemet er så jo ganske nyt,« siger Lars Widlund i finansudvalgets sekretariat.

Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, opfordrer de danske partier i Folketinget at følge det svenske eksempel.

Læs Kommisionens forslag om gensidige indskudsgarantier i EU

Læs mere: De nationale parlamenters reaktioner på EU-forslag kan følges på IPEX. Her er man nødt til at kikke på hvert enkelt forslag for at se om, der er nogle lande, som mener, at nærhedsprincippet er blevet brudt.