








MEDIESKRUMP. Presseorganisationen er ifølge euobserver.com 18.3.2010 rystet over et markant fald i løbet af de seneste måneder, og mener at der skal tages skridt til at standse tilbagegangen.
I 2005 var der 1031 journalister hvilket gjorde EU's hovedstad til hjemsted for det største pressekorps i verden. Siden da er det faldet, og nu er tallet mellem 860 og 935.
Hovedårsagen er den igangværende økonomiske krise i mediesektoren overalt i Europa, men formanden for den internationale presseforening (API) angriber også EU's kommunikationsstrategi for at tilsidesætte journalister til fordel for ukritisk propaganda.
"Flodbølgen" af frit tilgængeligt video- og audiomateriale, pressemeddelelser og fotos fra EU-institutionerne får de udsendte korrespondenter til at fremstå som overflødig luksus hjemme på redaktionerne, sagde formanden Lorenzo Consoli til et møde om emnet torsdag hos API i Bruxelles.
"EU-institutioner forvirrer billedet af åbenhed med flodbølge af kommunikation som forsøger at omgå uafhængige kritiske journalister og tale direkte til offentligheden. Men meget af kommunikationen ligner ikke information," sagde han om det mange kaldte propaganda.
Mødet vedtog en udtalelse som bl.a. krævede adgang for uafhængige kamerafolk og fotografer, og ikke kun for dem der er ansat af institutionerne.
Institutionernes informationer fremstår som et billigt alternativ til uafhængig information fra Bruxelles. "Resultatet er at der er mindre velinformet journalistik om politikker, beslutninger og deres baggrund," hedder det i mødets udtalelse. I stedet sidder man ude i de nationale hovedstæder og klippe-klistrer fra institutionernes information.
"Det er en totalitær drøm," sagde Lorenzo Consoli til euobserver.com. "Enhver diktator, som har levet, har drømt om at kommunikere direkte med offentligheden uden spørgsmål fra en irriterende presse."


Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne historie
Skriv en kommentar