








FERIESTØTTE. I går blev der holdt det første møde for EU-landenes turistministre efter at turisme nu er blevet en officiel del af EU's kompetence, siden Lissabon-traktaten trådte i kraft den 1. december.
Ministrene – uden dansk deltagelse - vedtog i Madrid en "Madrid-erklæring" som opfordrer Kommissionen til at videreudvikle en plan om at fremme turismen.
En vigtig målsætning er at sprede turismen ud over året, bl.a. for at sikre beskæftigelsen uden for højsæsonen, fremgår det af erklæringen.
I den forbindelse kan der blive tale om "at give økonomisk støtte til unge mennesker, over 65-årige eller handicappede for at de kan tage på ferie uden for sæsonen" forklarer den ansvarlige embedsmand som har udarbejdet oplægget til ministrene, ifølge internetavisen euractiv.com
Rejse-pengekasse
Ideen om en sådan ny EU-feriepengekasse stammer fra Spanien, som i øjeblikket har formandskabet for medlemslandene, og som med stor succes har omdirigeret turisme mellem regioner og sæsoner.
Med en pengekasse i ryggen vil EU kunne sende nordeuropæere til Sydeuropa i de kolde vintermåneder, mens indbyggerne ved Middelhavet kunne drage mod nord netop i de varme sommermåneder.
Mange andre af EU's politikker skal gennemgås med henblik på at fremme støtten til turisme, fx fondene til regional og social udvikling. Der skal også indgås et turismepartnerskab med ikke EU-lande som Kina, Rusland, Indien og Brasilien om at tilbyde rejser der ikke forbeholder turismen enkelte lande, men sikrer at de besøgende besøger flere forskellige EU-lande.
Nyt overvågningsorgan
Derudover skal der skabes et nyt EU-overvågningsorgan for turismen, en slags nyt Eurostat som med tal og tabeller kan kæmpe for at fremme turismen.
Ifølge Lissabon-traktaten, som for første gang gav EU kompetence i turismepolitikken, skal EU's kommende turistpolitik vedtages med flertalsafgørelser hvor enkelte lande ikke kan stemme imod.
Den europæiske turistindustri står for cirka 10 procent af EU's samlede bruttonationalprodukt og cirka 12 procent af arbejdspladserne.
Madrid-erklæringen om turisme (engelsk)
Kommissionens pressemeddelelse om ny turistpolitik (engelsk)
.


Kommentarer
Det må være en betingelse,
at rejsen foregår med tog eller bus.
EU har jo klimamål.
Skrevet af henrik mottlau, 17/04/2010
Statsstøttet turisme - ja hvorfor ikke? Og et nyt instrument til overvågning af befolkningen. Vi kan på den måde få kortlagt alle de mindrebemidlede i hele EU.
Med GPS'er i alle biler (kommende road pricing), kameraer på alle offentlige steder, registrering af folk på ferie, så er vi totalt kortlagt, og staten ved, hvor vi er til alle tider. Herlige overvågningssamfund - hvor er det trygt og rart!
Skrevet af Charlotte Ryø, 17/04/2010
Skriv en kommentar