







PÅ STØTTEN. I flere dage efter at medlemslandene pr. 1. maj skulle lægge deres oversigter over støttemodtagere frem for år 2009, har journalister været i gang med at analysere tallene. Resultatet fremlagde de ved et pressemøde i Bruxelles 4.5.2010.
Tallene viser en stor stigning i antallet af modtagere som nu får over 1 million euro om året i landbrugsstøtte – svarende til 7,45 millioner danske kroner.
Det er de danske og britiske journalister bag hjemmesiden www.farmsubsidy.org som har analyseret de nye tal. Og der er masser af interessant læsestof i de mange lange tabeller. Den største modtager i Bulgarien er således en 27-årig ministerdatter.
Musik, billiard, skøjter og fly på landbrugsstøtte
Den 27-årige Galina Dimitrova Peicheva-Miteva er datter af Bulgariens tidligere landbrugsminister. Hr. Dimitar Peichev var landbrugsminister indtil juni sidste og dermed øverste ansvarlige for administrationen og fordelingen af de mange penge fra Bruxelles.
Frøken Peicheva-Miteva ejer en række handelsfirmaer, nogle af dem sammen med hendes mor og far. Landbrugsstøtten var dog til hende privat og hun blev dermed landets største modtager.
Blandt andre interessante modtagere er en svensk hamonikaklub som scorede 444.000 kroner, en dansk billiardklub som scorede 235.000, et estisk universitets støtteforening (334.000 kr.), samt i Holland en kunstskøjteklub (1.210.000) og en amatørfodboldklub (2.641.000) og landets største lufthavn Schiphol (736.500 kroner).
Udbetalte støtte til afdøde 100-årige
"På et tidspunkt hvor man skal til at begynde en alvorlig debat om landbrugspolitikkens fremtid, bør man stille spørgsmål ved om landbrugspengene virkelig skal gå til musikklubber og lufthavne," sagde den danske journalist og medstifter af Farmsubsidy.org, Brigitte Alfter ved fremlæggelsen af 2009-tallene.
Der er også udbetalt landbrugsstøtte til to 100-årige svenskere som er døde i 2009 og til en svensk 14-årig. EU udbetalte også landbrugsstøtte på 1 euro, svarende til 7 kroner og 45 øre – hvilket formentlig har kostet langt mere at administrere.
I den anden ende af skalaen steg antallet af modtagere af over 1 million euro til 1212 modtagere, imod 1040 modtagere året før.
De fleste landbrugsmillionærer er i Tyskland og Frankrig. Og ellers er topscorerne bananproducenter i Frankrigs besiddelser i Sydamerika, sukkerfabrikker og mejerisektoren.
Kilde: euobserver.com / Andrew Rettman
Læs også NOTAT fra maj 2008 om landbrugstøtten
bl.a. artiklen "Fyrster og godsejere scorer kassen"


Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne historie
Skriv en kommentar