








LISSABON-GENNEMFØRELSE. Det er nu sluppet ud gennem amerikansk presse at den amerikanske præsident Barack Obama aldrig har haft intentioner om at deltage i det halvårlige EU-USA-topmøde den 25. maj i Madrid. Aflysningen kommer efter en intern diplomatisk farce, hvor EU’s ledere, præsidenten for Ministerrådet Hermann Van Rompuy og den spanske ministerpræsident José Luis Zapatero – der i øjeblikket har det halvårlige formandskab - forhandlede indbyrdes om procedurer. Det handlede blandt andet om hvem der først skulle trykke Obama i hånden og om hvem der skulle sidde ved siden af ham under topmødet. Denne farce sammen med sidste års topmøde i Prag har efterladt Obama med en følelse af tidsspilde og ineffektivitet som herskende standarder i det europæiske diplomati.
Forståelse for
Spanien
Ifølge det tyske Spiegel Online, tilbød Rompuys delegation Zapatero at han fik lov til at trykke Obama i hånden som den første under det planlagte EU-USA-topmøde i Madrid. Til gengæld ville Rompuy blive tildelt pladsen til højre for Obama, mens José Barroso ville få venstrepladsen. Som betaling for førstegangshåndtrykket med Obama, ville Zapatero til gengæld blive placeret over for Obama, men dermed uden for kameraets vinkel.
Der har i EU hersket en generel forståelse for Zapateros’ ønske om at rykke topmødet til Madrid og ikke i Bruxelles hvor ellers alle fremtidige topmøder ifølge Lissabontraktaten skal afholdes. Den indbyrdes forståelse kommer af at Spanien har brugt meget tid på at planlægge mødets afholdelse i Madrid, i tilfælde af at Lissabontraktaten ville blive forsinket yderligere.
Spanien ville nemlig ifølge den traditionelle struktur skulle afholde topmødet i hjemlandet. Af samme årsag opfattes Spaniens formandskab som en slags ”overgangsformandskab” mellem før- og efter Lissabontraktatens vedtagelse. Men hvor det tidligere var formandskabet, der styrede alle møder på ministerplan, er det nu Rompuy som fremover vil lede når stats- og regeringscheferne mødes. De udenrigspolitiske diskussioner vil imidlertid blive ledet af EU 's "udenrigsminister", britiske Catherine Ashton, mens møderne i eurogruppen vil blive styret af Jean-Claude Juncker fra Luxembourg.
Hvem skal Obama
mødes med?
EU og USA har siden 1991 afholdt halvårlige EU-topmøder og mødet i maj er det første møde som er blevet aflyst. Og amerikanske senior-diplomater har tilmed deltaget i en to ugers generalprøve før topmødet i Madrid så der burde i realiteten ikke ligge nogen hindringer i vejen for Obamas besøg den 25. maj. Det Hvide Hus forsvarer Obamas’ aflysning med påstanden om at EU-USA-topmødet aldrig var på Obamas politiske dagsorden. Dertil kom det som et tilbageslag for den nyslåede Lissabontraktat da talsmand for Statsdepartementet, Philip J. Crowley mente at traktaten langtfra har tydeliggjort hvem mødet skulle holdes med og hvornår.
Også det sidste EU-USA-topmøde i Prag stod for skud. Obama havde følt det som ren tidsspilde hvorefter han aflyste sin deltagelse i den efterfølgende ledelsesfrokost i Washington i november sidste år og sendte i stedet Vice Præsident Joseph R. Biden Jr.
Seks præsidenter
på en gang
Ifølge direktør for “European Policy Center”, Stanley Crossick, rejser denne diplomatiske krise tvivl om Lissabontraktaten i virkeligheden skaber flere problemer end den løser. Den amerikanske politiske strategiker, Bruce Jackson, tillægger imidlertid den splittede ledelseskompetence mere udenrigspolitisk dødvægt: “Der er i øjeblikket seks forskellige præsidenter, den roterende præsident (Spaniens Zapatero), hr. Barroso, fru Ashton, plus Angela Merkel og Nicolas Sarkozy som også gerner vil være EU-præsidenter," kommenterede han til Europa Parlamentet den 2. februar.


Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne historie
Skriv en kommentar