Hvis 369 parlamentarikere stiller sig bag forslaget fra de to konservative medlemmer Tiziano Motti fra Italien og Anna Záborska fra Slovakiet, så vil der være flertal i EU-parlamentet for, at alle søgninger med for eksempel Google og Yahoo skal registreres og gemmes i mellem seks måneder og to år.
Ifølge en officiel opgørelse har 324 medlemmer hidtil stillet sig bag kravet.
Erklæringen (www.smile29.eu) er et led i bekæmpelse af børnepornografiske handlinger og seksuelle overgreb.
De to initiativtagere vil modvirke overgreb på børn ved at indrapportere computerbrugeres brug af søgemaskiner som Google. Hvis de bliver brugt til at søge efter børneporno, skal der slås alarm med et varslingssystem, efter den model som findes for fødevarealarmer.
I opråbet henviser de to politikere til behovet for at ændre det eksisterende direktiv om lagring af oplysninger om datatrafik; et direktiv som Parlamentet tidligere har været stærkt kritisk overfor, og som Tyskland, Sverige, Rumænien og Bulgarien endnu ikke har indført i national lov.
Trækker underskrifter tilbage
Datalagringsdirektivet har været et af de mest omdiskuterede eksempler på love som udfordrer den personlige integritet og vil kunne føre til et kontrol- og overvågningssamfund.
At tæt på halvdelen af EU-politikerne nu tilsyneladende ønsker at stramme den lov, som Parlamentet tidligere har kritiseret skarpt, kan delvist forklares med Parlamentets ændrede sammensætning efter valget 2009. Men det spiller måske også en rolle, at flere af dem ikke har forstået, hvad det var de skrev under på.
Erklæringsteksten omtaler kun det kontroversielle datalagringsdirektiv med det officielle nummer (2006/24/EF), og ikke med navn eller andre henvisninger eller forklaringer.
Ifølge den svenske Europaportalen.se og avisen Aftonbladet har i hvert fald to af underskriverne fortrudt efter at have fået oplyst, at de har lagt navn til en øget overvågning og netkontrol.
»Jeg kan ikke erindre, at jeg skulle have skrevet under på sådan et dokument, men hvis det er tilfældet, så vil jeg straks trække min underskrift tilbage,« siger den liberale Marit Paulsen til Aftonbladet.
Støtte til kommissionen
Det fremgår ikke af Parlamentets netsider, hvem der indtil nu har underskrevet opråbet, kun det registrerede antal.
NOTAT har henvendt sig til initiativtagerne for at få oplyst om der er nogen af de danske parlamentarikere, der har skrevet under på ønsket om mere overvågning af søgeadfærd på nettet - og i givet fald hvem. Vi afventer svar.
Hvis erklæringen samler de fornødne 369 navne vil de alle blive offentliggjort. Hvis ikke, går hele historien i glemmebogen.
En skriftlig erklæring fra Parlamentet er ikke det samme som et lovforslag og får ingen umiddelbar retslig betydning. Men hvis Parlamentet stiller sig bag krav på google-kontrol, så vil det være en støtte til kommende lovforslag fra Kommissionen.
Den ansvarlige kommissær Cecilia Malmström har foreslået, at alle lande filtrerer nettrafikken for at forhindre adgang til børnepornografiske sider, men har (endnu) ikke foreslået registrering af søgeord på nettet.
Læs interviewet med Cecilia Malmström i magasinet NOTAT fra maj 2010: Den føderalistiske kommissær
Læs mere om EU og retsikkerheden i magasinet NOTAT fra april 2010: Tema: Hvordan går det med retssikkerheden i EU?
Læs erklæringen om registrering af søgeord på nettet her: http://www.smile29.eu/doc/DS29_DA.pdf
Er euroen historie?
Debatmøde m. Jesper Jespersen og Uffe Østergaard
Kbh., 9. feb. kl. 19-21.30
Er EU på vej ud af krisen?
Debatmøde med Derek Beach
Aarhus, 22. feb. kl. 17-18.30
Hvad er bankernes rolle i krisen?
Debatmøde med Lars Pehrson
Kbh., 23. feb. kl. 17-18.30
Hvad er penge?
Debatmøde med Ole Bjerg
Kbh., 1. marts kl. 17-18.30
It's Your Parliament
Afstemninger i Europa-parlamentet
EUabc
Nyttig EU-ordbog
DEO undervisning
Materialer og aktiviteter om EU
Indsend din kommentar
Kommentarer
Ingen har kommenteret siden endnu
RSS Feed med kommentarer fra denne side | RSS feed for all comments