Velkommen til et andet Europa

Når flygtningealarmerne ringer, arbejdsløshedskøen vokser og de europæiske befolkninger trækker nejkortet gang på gang, så er det let at glemme, hvad det egentlig er, EU handler om. Eller burde handle om. I mange år har vi hørt eksperter og politikere sige, at hvis EU ikke fandtes, så måtte vi opfinde det. I dag er der så meget grøde i samarbejdet, at det er på sin plads at sige, at EU uanset hvad skal tænkes om. Hvis vi skal genopfinde det, hvordan skal det så se ud?

Hvordan kan vi konstruere et samarbejde, som nyder bred opbakning i befolkningerne i Europa og samtidig er i stand til at håndtere de grænseoverskridende udfordringer?

Man kan starte med at kigge på det EU, vi trods alt har. I EU-traktaten kan man se, at formålet med samarbejdet er at skabe solidaritet og sikkerhed samt at fremme menneskerettigheder, fred og økonomisk vækst. Med forbehold for at vækst nok skal tænkes i bredere termer som samfundsforbedringer, er det et fornuftigt formål. Lad os antage, at de gode ting, som EU burde arbejde for, er noget, vi stort set alle kan bakke op om – eller i hvert fald leve med.

Nyt grundlag for samarbejdet

Problemet med EU er ikke formålet. Spørgsmålet er, hvilke vilkår samarbejdet udstikker for at realisere denne europæiske vision. Et af de afgørende vilkår er, at EU traktatmæssigt er et samarbejde, der bygger på forsvaret for de fire friheder – suppleret af den frie bevægelighed for personer inden for Schengensamarbejdet. Fremmer dette grundlag det formål, som vi indgik samarbejdet for at realisere?

EU har historisk bygget sin legitimitet på at levere løsninger på store samfundsudfordringer og på at skabe fordele for befolkningerne i medlemslandene. Alle har ikke været lige glade for indholdet af samarbejdet, men flertallet har som minimum været tilstrækkeligt ligeglade. Det er de ikke længere. EU har fået markant betydning for den enkelte europæers liv og for den politiske kurs i samtlige medlemslande. De mange kriser illustrerer, at EU har magt nok til at skabe problemer, men ikke tilstrækkeligt mandat til at finde løsninger.

Hvis EU skal have en fremtid, må vi på europæisk plan give almindeligt interesserede borgere mulighed for at deltage i den demokratiske debat om de store samfundsspørgsmål. Det drejer sig om skattely, social dumping, bankregulering, flygtninge, frihandelsaftaler.

De fire friheder

Den frie bevægelighed for arbejdskraft skaber et fleksibelt arbejdsmarked og sikrer, at der er hænder til rådighed, når opgaver skal løses. Men den frie bevægelighed skaber også risiko for social dumping og løntrykkeri. Skal arbejdskraftens frie bevægelighed begrænses? Hvordan skal den reguleres, så både de briter, der føler sig overrendt af udlændinge, de emigrerende polakker og de skeptiske danskere kan leve med et samarbejde på dette område?

Den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser sikrer, at man i EU’s medlemslande kan handle over grænserne. Med TTIP-aftalen med USA udvides det indre marked med verdens næststørste økonomi. Hvilke vilkår skal handlen foregå på, og hvordan sikrer vi forbruger-, klima- og miljøhensyn i processen? I dag ser vi, at ureguleret fri handel kan skabe problemer for de lokale butikker og de små virksomheder, men giver masser af plads til de multinationale selskaber. Vi må insistere på en debat om, hvilket marked vi ønsker os, og gøre det til et politisk spørgsmål, hvordan vi bedst muligt sikrer demokratisk kontrol med reguleringen.

Den fri bevægelighed for kapital sikrer, at investeringer ikke stopper ved landegrænserne. Men den gør det også lettere at flytte overskud og indtægter fra et land til et andet. Det rejser dels spørgsmålet om, hvorvidt skatteunddragelse kan bekæmpes på et frit kapitalmarked og dels et spørgsmål om, hvordan bankerne kan og bør reguleres på det store marked.

Schengensamarbejdet og de åbne grænser giver mobilitet og personlig frihed til EU’s borgere. Men det er en frihed, der er kommet under pres af de mange flygtninge, der kommer ind over de ydre grænser. Hvordan skal Europa trække sine indre og ydre grænser? Hvor store menneskelige omkostninger er vi parate til at acceptere ved at stramme op ved de ydre grænser for at sikre, at de indre grænser kan forblive åbne?

Fremtidens EU

Mit bud er, at vi kommer til at se et Europa, der i endnu højere grad end i dag kører i flere hastigheder. Altså særlige klubber af lande inden for samarbejdet, hvor vi vil se, at den frie bevægelighed fungerer. Men hvor den ikke kommer til at omfatte alle 28 medlemslande.

Eurogruppen fungerer allerede i dag som et sådan EU i en særlig tophastighed. Det er også inden for denne zone, at vi ser tiltag som Finanspagten og nu Bankunionen udvikle sig. Det er de 19 eurolande, der lægger slagplanerne og sætter standarderne. Herefter kan de øvrige ni lande tilslutte sig på de vilkår, der er udstukket fra kernelandene.

Samme mekanisme har vi set med Østudvidelsen, hvor det i mange år var de gamle medlemslande, der fik alle fordelene ved landbrugsstøtte og strukturfonde, mens   de nye kun gradvist blev indsluset.

Vi kommer til at se, at fordelingen af flygtninge bliver hægtet op på det Schengensamarbejde, som i dag tæller 22 EU-lande samt Norge, Schweitz, Island og Lichtenstein. Cypern, Bulgarien, Rumænien og Kroatien deltager endnu ikke fuldt ud i Schengensamarbejdet. Logikken er, at hvis man vil have glæde af de åbne indre grænser, må man også bidrage til at opretholde de ydre grænser. Hvis man vil være med i Schengen, er man nødt til at acceptere Dublinforordningen samt de revisioner, der medfører en fordeling af asylansøgere landene imellem. Logikken kan for øvrigt også observeres i forhold til Tyrkiet, hvor der lokkes med visumfrihed til gengæld for en indsats for at holde asylansøgere ude af EU.

Har EU spillet fallit?

Ender vi så med at disse tiltag kan håndteres i forhold til de tre grundlæggende analyser af EU i dag?

Bestemmer EU for meget? Det er nok fornemmelsen i England, og i mange af de bevægelser på den nationalistiske højrefløj, somvokser i tilslutning. Spørgsmålet er, om man ved at søge tilbage til nationalstaten overhovedet kan slippe for de problemer, som EU-modstanden er vendt mod.

Har EU for lidt magt til at få sine beslutninger ført ud i livet? Når der endelig er et flertal for en fordeling af asylansøgere i EU’s beslutningssystem, så stiller en lang række lande sig på bagbenene og nøler med at gennemføre beslutningen. Ungarn er gået så vidt som at annoncere en folkeafstemning om spørgsmålet, der kan ende med et nej til den politik, som landet ellers er forpligtet til at føre. Det kalder på en debat om, hvorvidt magten i for høj grad ligger uden for det europæiske demokrati – og i stedet hos de nationale regeringsledere, der i store træk opererer ud fra snævre nationale interesser.

Eller har EU simpelthen spillet fallit på en række områder? Måske er det en fejl både at overlade detailregulering af varestandarder og handelsregulering – og samtidigt træffe vidtgående beslutninger på spørgsmål om flygtninge. Vi må finde frem til en balance, hvor fælles regler ikke kommer i vejen for, at nogen kan gå foran. Hvor også demokratiske beslutninger i medlemslandene kan blive respekteret og inspirere til et bedre Europa. Det gælder ikke mindst i den økonomiske politik, hvor de kriseramte landes befolkninger er nødt til at være indforstået med kursen ud af krisen, da det er dem, der skal betale omkostningerne ved reformer.

Den både gode og dårlige nyhed er, at EU’s problemer med folkeligt mandat og opbakning spejles 1:1 i de enkelte lande. Som EU-forskeren Rebecca Adler-Nissen påpegede over for mig i en samtale, så er der i de europæiske befolkninger en grundfølelse af, at politikerne ikke repræsenterer dem. Folket er afkoblet fra folkestyret. Det problem skal løses på alle politiske niveauer, hvis vi ikke bare skal have EU til at fungere, men også skal sørge for, at det er demokratiet, der bærer samfundet fremad.

Jeg mener, at den proces skal starte med en inkluderende debat, ansigt til ansigt, hvor politikudviklingen bliver en folkelig opgave. Opgaven skal skæres, så alle kan tage den på sig, uanset deres placering i uddannelses-, indkomst- og magthierarkiet.

Artiklen indgår i temanummer nr. 1296 - Har EU en fremtid? - der udkommer på tryk den 15. juni 2016.