Tiden er moden til en økologisk omlægning

ØKOLOGI. Forvilder man sig ind på Lone Vitus’ blog om livet på landet, bliver man mødt af nogle meget fotograferede høns. Flotte fotogene høns i sol, høns i frost, høns med blæst i fjerdragten. Men også billeder af lodne grise med små pelsede smågrise, gårdhunde, gæs og hjemmelavet æbletærte.

Det ser forjættet idyllisk ud – men tag ikke fejl, Lone Vitus er ikke endnu en livsstilsblogger, der er flygtet fra byen for at komme tættere på selvrealiseringen eller et værtsjob som bonderøv på DR2. Hun er nærmere en slags økologisk guerillakæmper, der med sine blogindlæg, bøger og optrædener som debattør prøver at råbe danskerne op og vise, hvordan de dyr, vi finder i køledisken, ville leve, hvis bare vi gav dem lov.

Problemet er bare, at det gør vi mennesker for det meste ikke. 20 millioner danske svin ser aldrig solens lys, men lever hele livet stuvet sammen på betongulve i hermetisk lukkede stalde. Det samme kan siges om malkekøer, der aldrig kommer på græs, eller høns, der opdrættes i store haller med lysstofrør uden adgang til græs eller frisk luft.

Forbi det konventionelle

Den oprindeligt uddannede mejeriingeniør ved, hvad hun kritiserer, for hun kender det konventionelle landbrug indefra. På trods af opvæksten på en villavej i Nordsjælland drømte hun altid om at blive landmand, og da muligheden bød sig i starten af nullerne, slog hun til og overtog en svinebedrift. Det blev til fem år som konventionel svinebonde, men hun måtte til sidst smide håndklædet i ringen. Glæden ved at passe dyrene blev overskygget af realiteterne i svinestalden:

»Uanset hvor godt, man tager sig af dyrene, så er det (konventionelle landbrug, red.) et system, der grundlæggende ikke tilgodeser dyrenes naturlige behov. Så da glæden over at være kommet i gang med landbruget havde lagt sig, og det begyndte at blive hverdag, fokuserede jeg mere og mere på, at det ikke var gode nok vilkår for dyrene.«

 En liste af problemer

Fra Lone Vitus' stuehus er der ikke meget formildende at sige om det konventionelle landbrug. Den største kritik er afkoblingen af dyrene fra jorden. At man kan spærre dyr inde i stalden uden, at de nogensinde kommer udenfor.

Men der er mange andre problemer. Tidlig fravænning af smågrisene fra soens immunstyrkende mælk giver flere smågrise til landmanden, men resulterer til gengæld i et tårnhøjt penicillinforbrug, når grisene får infektioner og diarré.

Samtidig forurener gyllen fra det enorme antal dyr naturen og grundvandet med kvælstof, fosfor og tungmetaller. Det samme kan siges om sprøjtningen af marker med plantegift. For Lone Vitus er det hul i hovedet. Ikke kun fordi, det er synd for dyrene, men også fordi, det udgør en tikkende bombe under vores egen sundhed.

Men kan man ikke i gennemkontrollerede Danmark stole på, at de myndigheder, der skal varetage dyrenes interesser og vores egen sundhed, udfører deres arbejde?

»Nej, det synes jeg ikke, vi kan. Når man læser den videnskabelige litteratur, fremgår det, at der er sammenhænge mellem dyrs foder og nedbrydningsrester af roundup i børns urin. Man ved også, at disse pesticider giver forandringer og skader børn i Sydamerika, hvor man dyrker foderafgrøderne til de danske husdyr. Og når man ser på det sygdomsbillede, der tegner sig i den danske befolkning, så er der et eller andet sted et kiks i at stole på, at myndighederne vil os det bedste. Man skal huske på, at fødevareministeriet tidligere hed landbrugsministeriet. Det er et ministerium, som er sat i verden for at varetage erhvervets interesser. At man så har blandet forbrugerens interesser ind i det, er et dilemma, som ingen fødevareminister kan skræve over.«

Tiden er moden

Selvom de danske forbrugere elsker økologiske varer, er der tilsyneladende lang vej igen, før for eksempel det konventionelle danske svineeksporteventyr stopper. Lone Vitus er godt klar over, at der ikke findes en lynhurtig løsning, men:

»Det betyder ikke, at man bare skal opgive. Jeg synes mere og mere peger i retning af, at tiden er moden til en stor økologisk omlægning. Det konventionelle landbrug er meget hårdt presset økonomisk og har været det i mange år, og det bliver sådan set bare værre år for år. Det er alt for dyrt at lave alle de grise i det her land, når man er nødt til at importere alt det proteinfoder fra Sydamerika. Bagefter kører man grisene over grænsen for at få dem slagtet i Tyskland og derfra eksporterer man dem så til den anden side af kloden. Det er en meget dyr mellemstation, som Danmark ender med at blive. Al forureningen bliver ophobet her på trods af, at meget af arbejdslønnen og værdierne ender andre steder.«

Ikke noget med indkomst at gøre

Lone Vitus lever, som hun prædiker. Økologisk og nøjsomt. Men hun arbejder også hårdt for at få økonomien på gården til at løbe rundt, og der er ikke altid penge til fyringsolie om vinteren. Så må man tage en tyk sweater på. Men er hun et realistisk forbillede, og er det overhovedet den enkelte forbruger, der skal gå forrest?

»Mit indtryk er, at selv mennesker, som har mindre indkomster, bruger penge på økologiske varer, fordi de ikke vil spise andet. Der tegner sig et mønster af, at når man ved, hvor vigtigt det er, så går det på tværs af økonomiske skel. Der er masser af velhavende mennesker, der overhovedet ikke ville købe økologiske varer. Det har ikke noget med indkomstforhold at gøre, det har med indsigt at gøre. Folk har ret til at vide, hvad der gør forskellen, og ret til at vide, hvad der er af giftrester i de æbler, de giver deres børn. Det er ikke rimeligt, at man ikke bliver præsenteret for den viden.« 

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1283 Hvad er fremtiden for EU's landbrug?, der udkom 1. april 2015.