Når et land udleverer sine borgere

I marts besluttede Landsretten, at Lars Bohn, chef for et datterselskab under det konkursramte OW Bunker, skulle udleveres til Italien. De italienske myndigheder havde eftersøgt ham, da han var under mistanke for at deltage i mafiavirksomhed og bedrageri af særlig grov karakter.

Med henvisning til menneskerettighederne, og af frygt for at få en umenneskelig og nedværdigende behandling som mafiamistænkt i de italienske fængsler, bad Lars Bohn det danske retssystem om at beholde ham i hjemlandet. Byretten gav ham medhold, men Landsretten ville sende ham afsted under den fælles europæiske arrestordre, som Danmark tiltrådte i 2002.

Lars Bohn har nu anket sagen til Højesteret.

Den europæiske arrestordre er, ligesom politisamarbejdet Europol, et værktøj til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og terror. Den indebærer, at et land kan overdrage en mistænkt statsborger til retsforfølgelse i et andet EU-land.

Senest blev arrestordren ifølge et notat fra Tænketanken Europa brugt af Frankrig til at få udleveret en mistænkt fra Belgien i Charlie Hebdo-sagen. Omvendt kunne det i Lars Hedegaard-sagen ikke lade sig gøre at få udleveret en mistænkt attentatmand fra Tyrkiet, fordi landet ikke er en del af den fælles europæiske arrestordre.

Arrestordren giver god mening, synes Henning Bang Fuglsang Sørensen, der er adjunkt ved det Juridiske Fakultet på Syddansk Universitet.

»Den europæiske arrestordre er banebrydende, og en naturlig konsekvens af at åbne grænserne. Når det er så nemt at rejse tværs igennem Europa, skal det jo også være tilsvarende nemt at holde borgerne ansvarlige for de forbrydelser, de måtte have begået. Det er en central del af det, at være en stat, at man kan straffe dem, der ikke følger statens fastsatte love.«

Henning Bang Fuglsang Sørensen har skrevet ph.d. om netop den europæiske arrestordre, og udgav i august bogen Retsforbeholdet – hvad, hvorfor og hvordan? om den kommende folkeafstemning.

28 forskellige systemer
Arrestordren er bare ét ud af mange elementer i det retspolitiske samarbejde, der gennem EU’s traktater har udviklet sig til et område for ’sikkerhed, frihed og retfærdighed’, som det hedder på EU-sprog. Spørgsmålet er, om det overhovedet kan opfattes som et samlet område:

»I virkeligheden består det her område stadig af 28 forskellige systemer. Selv hvis vi bare sammenligner Danmark med Sverige. I dansk ret har man 24 timer, fra man bliver anholdt, til man skal stilles for en dommer. I Sverige kan betjenten efter 12 timer bede anklageren om at godkende anholdelsen, så man først skal for en dommer på tredjedagen. Både i Norge og Sverige ryster de på hovedet af os over de 24 timer, fordi det i deres øjne er alt for kort tid til at sikre de beviser, der skal bruges til at hive en fængsling hjem,« siger Henning Bang Fuglsang Sørensen til NOTAT.

Og det er ikke kun i antallet af timer før grundlovsforhør, at landene er forskellige. Selve principperne bag retssystemerne er også anderledes, og her er Polen et godt eksempel.

Legalitetsprincippet

Polsk jura er kendetegnet ved et legalitetsprincip: Så snart de polske myndigheder har mistanke om et strafbart forhold i en sag, skal de følge sagen til dørs. Det er anderledes end i for eksempel Danmark, hvor politiet ser på sagen og overvejer, om der er grund til at fortsætte den, hvis der for eksempel ingen skade er sket. Det kaldes opportunitetsprincippet.

Hvis du i Danmark cykler overfor rødt på en øde vej kl. 03.00 om natten, vil politiet typisk bede dig om fremover at vente, til der er grønt. Hvis scenen havde udspillet sig i Polen, og du derefter var rejst hjem til Danmark, kunne det i princippet betyde, at det polske og det danske politi måtte bruge ressourcer på at hente dig tilbage til Polen via arrestordren, så du kunne retsforfølges.

Det er på nuværende tidspunkt uklart hvilken stat, der betaler, hvis mistænkte bliver frifundet.

EU har over flere år taget tilløb til at revidere arrestordren, herunder sætte en standard for, hvor alvorlig forbrydelsen skal være, før man kan kræve en udlevering. Det kaldes et proportionalitetsprincip.

»Vi har cirka 15.000 arrestordrer om året i EU. Af dem kommer cirka en tredjedel fra Polen. Hvorfor? Særligt på grund af det her legalitetsprincip. Og Polen har fået læsterlige tæsk i EU-systemet efter at have krævet 5-6 tusinde udleveringer om året. Derfor har Polen fra juli i år ændret ordningen, så det her princip ikke gælder i udleveringssager,« forklarer Henning Bang Fuglsang Sørensen.

Tydelige tegn på harmonisering
Før den europæiske arrestordre trådte i kraft i 2002, havde de fleste EU-lande et forbud mod at udlevere egne statsborgere. Med arrestordren måtte de forbud vige. I Danmark ændrede man derfor den eksisterende lov om udlevering, og i Tyskland måtte man ind og ændre selve forfatningen.

Den form for harmonisering af lovgivningen ser man i stigende grad, mener Katja Høegh, landsdommer ved Østre Landsret og medlem af de danske domstoles EU-netværk:

»Der foregår forskellige harmoniseringstiltag inden for EU, som netop har fælles standarder til formål. Sådanne fælles standarder kan bidrage til at øge den gensidige tillid landene imellem«, vurderer hun.

Også Henning Bang Fuglsang Sørensen ser flere tydelige tegn på harmonisering: »Vi har et EU, der taler om ét område med sikkerhed, frihed og retfærdighed. Det gør jo, at EU tvinger nogle medlemsstater til at harmonisere, koordinere og samordne deres straffelovgivning. Vi ser en tendens, hvor landene stille og roligt begynder at tilnærme sig hinanden.«

Samtidig forsøger medlemslandene at indarbejde særlige nationale undtagelser, for eksempelvis ved at henvise til menneskerettighederne i forbindelse med udleveringssager – netop som Lars Bohn lige nu forsøger, for at undgå de italienske fængsler. Storbritannien har en særlov om et proportionalitetsprincip, der skal anvendes i udleveringssager.

Begge særordninger gennemhuller direkte EU-juraen, og risikerer derfor at blive underkendt, hvis sagen kommer for EU-Domstolen. EU-Domstolen fastholder nemlig typisk, at EU-retten har forrang over national lov – også når det gælder nationale forfatninger.

Artiklen indgår i magasinet 1287 Hvad er EU's retspolitik? der udkommer 1. september 2015. OBS: Efter artiklen blev udgivet har Italien trukket anmodningen på Lars Bohn tilbage, og han slipper dermed for udlevering.