Letternes danske forbindelse

Vi skriver 4. maj 1990. Parlamentet i Letland, Det Øverste Råd, har lige erklæret landet for uafhængigt. I samme åndedrag betegner man officielt den sovjetiske annektering, der har stået på siden 2. Verdenskrig, for ulovlig. Sovjetunionen nægter i sagens natur at anerkende nogen af delene. Men for Uffe Ellemann-Jensen er sagen klar:

»Jeg er udenrigsminister på det her tidspunkt, og jeg har den sovjetiske ambassadør rendende og brokke sig hele tiden over, at vi giver de der baltere al den opmærksomhed, som vi gør. Jeg kan jo så sige til ham: ’Kære ambassadør, Danmark anerkendte de tre baltiske lande i 1921, og vi har aldrig anerkendt, at de er blevet opslugt af Sovjetunionen. Derfor opfatter vi dem i dag som selvstændige lande, der bare midlertidigt er besat af en fremmedmagt’. Dét bliver han sur over,” forklarer Uffe Ellemann-Jensen.

Oprigtig interesse eller ren selvhævdelse?

Det, som den sovjetiske ambassadør hidser sig op over, er, at Danmark afholder et pressemøde til et topmøde i Paris i 1990 under sikkerhedsorganisationen CSCE, hvor Letland og de andre baltiske lande (der i sagens natur ikke er repræsenteret på topmødet) får mulighed for at ytre deres krav om selvstændighed.

Ambassadøren er også utilfreds med, at de baltiske regeringsrepræsentanter bliver modtaget med deres eget flag, hver gang de kommer på ’statsbesøg’ i Danmark. Som prikken over i’et opretter man et dansk kulturinstitut i Riga.

Selvom Uffe Ellemann-Jensen mener, at Danmark var fremme i skoene i slut-80’erne og start-90’erne i forhold til den baltiske selvstændighedsbevægelse, så vækker hans navn ikke genklang hos de tre unge letter, som Europa Akademiet har talt med. Og at Danmark skulle spille en særlig rolle i forhold til deres selvstændighed, synes heller ikke at have været på pensum. Så er dette blot endnu et eksempel på, at Danmark overdriver egen betydning?

Mindre entydigt

Spørger man Mikkel Runge Olesen, der er postdoc på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er svaret både ja og nej.

»Gik den danske regering oprigtigt op i det baltiske spørgsmål, og var man villig til at lægge energi i og nogle gange løbe nogle risici for balterne? Ja. Det var en dansk politisk prioritet at gøre det, og det var ikke gratis, eftersom det forværrede forholdet til Sovjetunionen,« siger han.

Men spørger man, hvorvidt letterne har Danmark at takke for deres selvstændighed, er svaret mindre entydigt.

»Danmark spillede en ret væsentlig rolle især for at holde international opmærksomhed på den baltiske sag, men man kan nævne minimum tre aktører, der var langt vigtigere end Danmark, og det er amerikanerne, Boris Jeltsin og så selvfølgelig balterne selv.«

Version 2

Den 21. august 1991 erklærer Letlands Øverste Råd sig endnu engang for uafhængigt. Tre dage senere står den første danske diplomat i Riga, for som Uffe Ellemann-Jensen begejstret påpeger, så »sendte vi en ambassadør som de allerførste!«

Men den vigtigste anerkendelse, Boris Jeltsins, kom først den 6. september 1991, hvorved Letland formelt blev uafhængigt.   

Artiklen er skrevet i forlængelse af Europa Akademiets udsendelse om Letland, som kan findes på iTunes og Soundcloud.

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1284 'Kvindernes Europa?', der udkom 1. juni 2015