EU vil gasse op for energisamarbejde med USA

ENERGI. Amerikanerne oplever en revolution på energifronten. Ved brug af fracking, som er en kontroversiel metode til at udvinde olie og gas, forventes USA ifølge det Internationale Energi Agentur (IEA) at overgå Saudi-Arabien som verdens største olieproducent og Rusland som verdens største gasproducent omkring 2020.

Anderledes står det til i EU, som ifølge IEA importerer en tredjedel af sit samlede gasforbrug fra Rusland. Krisen i Ukraine har fået mange EU-lande, især de østeuropæiske, til at bekymre sig over det afhængighedsforhold. 

Nu vil EU-Kommissionen med udenrigschef Federica Mogherini i spidsen indgå et forstærket energisamarbejde med USA gennem TTIP. Det viser et uofficielt dokument fra september 2013, som er blevet lækket, og som har Kommissionens generaldirektorat for handel som afsender:

»Den nuværende krise i Ukraine bekræfter den skrøbelige situation, som EU står i, i forhold til energiafhængighed.«

At bruge TTIP som løftestang er en god idé, mener Bendt Bendtsen, der er medlem af EU-Parlamentets energiudvalg og stedfortræder i handelsudvalget:

»Vi må desværre konstatere, at vi i Europa er dybt afhængige af import fra Mellemøsten og Putin med alle hans luner. Derfor mener jeg, at den internationale handelsaftale, hvor muligheden for et energikapitel er til stede, kan gavne Europas forsyningssikkerhed.«

Naturgas en mulighed

Selv med et energikapitel er der dog ikke noget, der tyder på, at EU kan regne med at få olie fra USA. Siden oliekrisen i 1970’erne har USA haft et forbud mod at eksportere råolie for at undgå endnu en forsyningskrise, og det står ikke til at blive ændret.

Men naturgas er i teorien en mulighed. Med den rette teknologi kan gassen gøres flydende og transporteres over Atlanten.

»Det er en langtrukken og bureaukratisk proces i USA at få tilladelse til at eksportere flydende gas. Men hvis TTIP forhandles på plads, får EU automatisk status som udenlandsk aftalepartner. Det kan gøre processen mere automatisk, og dermed nemmere«, vurderer Anna Louise Højbjerg Henrichsen, public affairs manager i Danfoss og tidligere klima- og energirådgiver på den danske ambassade i Washington.

Men det er langt fra alle, der tiljubler den mulighed:

»Hvis Kommissionen virkelig fokuserede på energieffektivitet, ville vi støtte kapitlet, men det gør den bare ikke. De eneste, der vinder her, er gasindustriens store virksomheder som Chevron og ExxonMobil,« siger Antoine Simon fra miljøorganisationen Friends of the Earth til NOTAT. Han er medforfatter til rapporten ’No Fracking Way’ fra marts 2014, som er skrevet af en række grønne organisationer:

»Fracking vil øge tilgængeligheden af gas og låse os inde i en afhængighed af fossile brændstoffer i flere årtier,« konkluderer rapporten.

Risikofyldt udvinding

Kritikerne er også bekymrede for sikkerheden. Fracking, eller mere præcist hydraulisk frakturering, går ud på at pumpe en blanding af sand, vand og kemikalier ned i jordens skiferlag under meget højt tryk og derved skabe huller og sprækker i undergrunden. Det kan efterlade drivhusgassen metan i atmosfæren på grund af læk i produktionen:

»Metan bliver i atmosfæren i kortere tid end CO2, men det skader 20 gange så meget. Til gengæld skader forbrændingen af naturgas langt mindre end kul, og det kan derfor fungere som en kortsigtet overgangsløsning, så længe man samtidig satser på vedvarende energiformer og effektivitet på lang sigt,« vurderer Anna Louise Højbjerg Henrichsen fra Danfoss.

»Men selv hvis der kommer et energi-kapitel i TTIP, er der en hel masse tekniske barrierer, før gassen rammer Europas kyster. Det er en meget dyr og tidskrævende proces at gøre naturgassen flydende, transportere den over Atlanten og distribuere den i de europæiske energi-systemer,« understreger hun.

TTIP ingen sikkerhed

Selvom USA kunne have en økonomisk interesse i den europæiske efterspørgsel på gas, vurderer redaktør for handelsanalysesitet Borderlex, Iana Dreyer, at det bliver svært at overtale amerikanerne til at binde sig til et energikapitel:

»Amerikanske husholdninger og virksomheder har vænnet sig til de lave gaspriser, som er fulgt i kølvandet på fracking-boomet, og de er ikke interesserede i højere gaspriser, som øget eksport vil medføre. Derfor kæmper forbrugerorganisationer og mindre virksomheder imod mere åbenhed for gaseksport til omverdenen.«

TTIP kan heller ikke sikre, at gassen overhovedet ender i Europa, vurderer Iana Dreyer. USA forhandler med flere kontinenter, og der er allerede lavet gasaftaler med asiatiske virksomheder:

»Prisen på flydende gas er langt højere i Asien, og særligt i Japan efter lukningen af atomkraftværkerne i halen på ulykken i Fukushima.«

Mere symbolsk

Hun kalder kampen om energikapitlet for et strategisk spil.

»Det er mere et symbolsk signal til Rusland om, at man har mulighed for at få gas fra andre steder, end det reelt vil medføre et større flow af flydende gas over Atlanten.«

Selvom flere aktører peger på, at det flydende gaseventyr fra USA lader vente på sig, satser særligt de østeuropæiske lande på et snarligt alternativ til russisk gas. Og der er alvor bag ordene, fastholder næstformand i EU-Parlamentets energiudvalg Morten Helveg Petersen:

»Jeg kan love dig for, at for de baltiske lande er det væsentligt mere end symbolik, det er dødalvorligt. Litauen har lige åbnet en stor terminal for flydende gas, og det er jo liv og død for dem at sikre sig imod det jerngreb, som Putin har dem i.«

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1281 Kampen for frihandel, der udkom 1. marts 2015.