Drudes dilemma

Hvad skal man mene om EU, hvis man er feminist? Efter mere end fire årtiers kamp for kvindesagen er det europæiske samarbejde stadig Drude Dahlerups store hovedpine.

Af Tina Vestergaard Andersen
3. juni 2015

BEVÆGELSE. Det er 1992 og danskerne skal stemme om Maastricht-traktaten, der definerer det europæiske samarbejde som en union og ikke blot et fællesskab.,

 Som bannerfører for de danske rødstrømper er Drude Dahlerup skeptisk. Centralisering af magten i Bruxelles ligger langt fra det nærdemokrati og de folkelige bevægelser, der satte skub i den danske velfærdsmodel og danske kvinders rettigheder.

»Det, vi opnåede med rødstrømpe-bevægelsen, fik mig til at tro på, at almindelige mennesker er kloge nok. Og at det er en værdi, at man organiserer sig og udvikler sine tanker og får indflydelse på den måde. Så får man faktisk et meget bedre demokrati – og det bliver også et bedre resultat,« siger Drude Dahlerup 45 år efter. Hun er i dag et professorat rigere, men stadig græsrod. For Drude Dahlerup tror på kollektiv handlen – hun har selv set det virke.

Protest mod det udemokratiske

Troen på et aktivt demokrati fra neden får Drude Dahlerup til at deltage i dannelsen af Danmark 92, der har et nej til Maastricht som mål. Det bliver opfyldt, og efter afstemningen i 1992 stifter hun sammen med blandt andre Jens-Peter Bonde og Niels I. Meyer JuniBevægelsen for at fastholde danskernes nej. Bevægelsen bliver senere repræsenteret i EU-Parlamentet.

I samme periode besidder Drude Dahlerup en god stilling som lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, men det betyder ikke, at hun har fidus til eliten. Forandring skal komme nedefra.

»Det var først og fremmest som protest mod, hvor udemokratisk EU var i sin struktur og sin helhed,« siger Drude Dahlerup om dannelsen af JuniBevægelsen.

»Når man kommer ud af rødstrømpe-bevægelsen, der virkelig er en græsrodsbevægelse, så kan jeg se, at jo højere et niveau, du kommer op på, jo mere går magten fra amatørerne til de professionelle. Og så bliver det svært at forandre noget.«

Et ”farvelfærd”

   Selv om mange uligheder består den dag i dag, har Drude Dahlerup op gennem 70’erne og 80’erne været vidne til  en række sejre, som kvinderne kæmpede sig til siden slutningen af 60’erne.

Kampen for ligestilling har påvirket indretningen af det danske arbejdsmarked, så det i dag er mindre ulige og bedre kan rumme, at begge forældre arbejder. Børneinstitutioner til alle børn, ret til længere barselsorlov og vedtagelsen af ligelønsloven i 1973 var blandt sagerne på rødstrømpernes dagsorden.

Og ligestillingen er netop afhængig af en sådan udvidet velfærdsmodel, mener Drude Dahlerup.

»Derfor er vi feminister i Norden hele tiden bange for, at vi med EU-regler for ligestilling forringer de regler, vi har,« siger hun og uddyber, at det, som bliver vedtaget i EU som minimumsregler, reelt kan gå hen og bliver maksimumsregler, »fordi de folk, der er imod mere ligestilling, bare kan henvise til EU's regler og sige ’ja ja, vi skal da ikke gå længere end EU.’«

Tendensen blandt de nordiske landes feminister har nok været at bede EU holde nallerne væk, mener hun.

Solidaritet over grænser

Drude Dahlerup og de andre nordiske kvindesagsforkæmpere er forbilleder for feminister i hele verden. Derfor er det også et alvorligt dilemma om man bedst fremmer den euroæiske ligestilling ved at kæmpe for eller imod EU-regulering på området. Skal man opgive hårdt tilkæmpede nationale standarder, for at hæve niveauet i resten af Europa? 

»Jeg bliver konstant udfordret af mine kollegaer fra Frankrig og Spanien, der siger: ’men hvad med os? Det kan da godt være, at I har en bedre lovgivning, men vi må have det ind over EU for også at få vores stilling op’. Og det har vi virkelig nogle kæmpe diskussioner om.« Hun kan sagtens forstå, at den nordiske holdning kan virke snobbet og usolidarisk.

Diskussionen om indførelsen af kvoter for kvinders poster i aktieselskabers bestyrelser er ifølge Drude Dahlerup et skoleeksempel på det dilemma.

»Der er masser af feminister, som gerne vil have EU til at lave regler på området, men det forslag, der ligger til behandling nu, er så udvandet, at det ikke kommer til at have nogen effekt alligevel.« Hun frygter, at forslaget, der ingen sanktionsmuligheder indeholder, vil fungere efter princippet om laveste fællesnævner.

Den tilsvarende danske lov er lige så vag, mens den norske indeholder skrappe sanktionsmuligheder.

Græsrod på bonede gulve

Drude Dahlerup kan godt ærgre sig over, at hun ikke har formået at få kvindesagen mere med ind i EU-diskussionen. Hun har aldrig set EU-lovgivning som vejen frem og  har derfor aldrig deltaget i EU-lobbyarbejde for kvinders ligestilling.

Til gengæld bidrager hun med den forskning og viden, hun har på området i håb om, at det kan sætte skub i tingene.

Og med sin position som forsker deltager hun i konferencer om køn og ligestilling i Europa – og i resten af verden for den sags skyld. Og det er der langt mere spræl i, end i det elitære EU, synes hun.

»Feminismen er mere end nogensinde før en international bevægelse. Uanset hvilken by, jeg kommer til, finder jeg et feministisk netværk at besøge,« siger hun og lader et smil dukke frem. Græsrodsbevægelserne trives gudskelov i bedste velgående, og det er altafgørende for, at hun kan bevare troen på forandring.

»Jeg er jo for længst selv blevet en del af eliten. Jeg kan sagtens begå mig på de bonede gulve i EU's elitesystem og i FN, og jeg kan mærke, hvor udtørret det bliver, hvis der ikke kommer et pres udefra.« 

Kan ikke overtale hver enkelt

Den ligestillingspolitiske situation i Danmark og EU trænger til et nyt skub fra den feministiske undergrund, mener Drude Dahlerup.

»Vi har en kvindelig statsminister og en regering, der har givet afkald på de punkter, der stod i deres eget regeringsprogram«, revser hun. »Og vi har en konservativ og neoliberal EU-Kommission med Juncker i spidsen, der absolut ikke går ind for en aktiv ligestillingspolitik.«

Politikerne og det politiske system arbejder simpelthen for langsomt:

»Vi kan ikke nå at ændre verden, hvis vi skal overtale konservative mænd one by one. Det går ikke.«

Derimod sætter hun sin lid til den feminisme, hun ser på det globale plan. Når hun lægger øret til undergrunden, runger debatten, og det lyder som starten på en bevægelse, der på mange måder trækker tråde tilbage til 70’ernes kvinderevolution. En bevægelse, der ikke har noget med EU at gøre.

Blå bog

Drude Dahlerup (70) er professor i statskundskab på Stockholm Universitet, hvor hun forsker i køn og politik.

Hun var en af hovedkræfterne bag den danske rødstrømpebevægelse, der tog fart i 70’erne, og hun har spillet en fremtrædende rolle i debatten om kvinders ligestilling siden.

I 1992 var hun blandt stifterne af den tværpolitiske JuniBevægelsen, der modsatte sig at overlade flere beføjelser til EF/EU. Hun var medlem af bevægelsens ledelse frem til 2005, uden dog nogensinde at stille op til valg til EU-Parlamentet. JuniBevægelsen nedlagde sig selv i 2009.

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1284 'Kvindernes Europa?', der udkom 1. juni 2015