NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det modvillige fællesskab
Retspolitik er et område, som det har taget lang tid for EU-landene at blive enige om, og hvor entusiasmen for det fælles kan være vanskelig at få øje på. Også blandt de, der selv har truffet beslutningerne.
Af Staffan Dahllöf
26. august 2015
Kommissionen, EU’s daglige ledelse, har siden 1999 omtalt retspolitikken som ”et område for frihed, sikkerhed og retfærdighed”. De egentlige lovgivere, justits- og indenrigsministrene, omtaler sig selv som Ministerrådet for Retlige og Indre Anliggender, på EU-dansk forkortet til RIA.
Forskellen er ikke en tilfældighed.
Medlemslandene har været – og er – fodslæbende, når det gælder at afstå kompetence på retsområdet.
Asyl- og indvandring er det åbenlyse danske eksempel. Uenigheden om fordelingen af flygtninge i Grækenland og Italien viser, at den modvilje ikke kun er dansk. Og ikke engang de mest overbeviste føderalister forestiller sig EU-uniformerede politibetjente patruljere i det europæiske natteliv.
Symboler og reelle forskelle
Med Lissabon-traktaten blev retsområdet overstatsligt, hvilket vil sige, at man indførte flertalsbeslutninger over hele linjen. Dog med en enkelt undtagelse: En fælles anklagemyndighed kan kun besluttes ved enstemmighed.
Fodslæberiet kan forklares med retspolitikkens stærke symbolværdi, traditionelt forbundet med nationalstaten.
Men forskellene er også reelle. Hvad der anses som kriminelt, hvor forbrydelser skal straffes, og hvordan rettigheder skal sikres, er historisk og kulturelt bestemt.
Selv lande med mange fællestræk som Danmark og Sverige har ganske forskellig strafferet og forvaltning. Sverige kriminaliserer de prostitueredes kunder, har offentlige skattelister, forbyder efterforskning af sager om embedsmænd, som lækker til pressen, og har et grundlovsforbud mod ministerstyre.
En samordning i EU af strafferet, civilret og rettighedsfortolkninger indebærer, at der må hugges hæle og klippes tæer.
Indre marked for lov og orden
Vanskelighederne har ikke forhindret Kommissionen og et flertal af medlemslandene i at efterstræbe mere overstatslighed.
Retspolitikken blev under den forrige kommission omtalt som det nye indre marked – reglerne for lov og orden skulle samordnes på linje med reglerne for den frie bevægelighed og det økonomiske og monetære samarbejde (ØMU).
Lissabon-traktaten viser, at det er lykkedes på et overordnet plan, omend det kniber med gennemførelsen.
Det er som om, tiden er løbet fra de visionære femårsplaner. Efter Tampere-programmet 1999-2004, Haag-programmet 2005-2009 og Stockholm-programmet 2010-2014, som er lovkataloger opkaldt efter byer i tidligere formandskabslande, har den samlede retspolitik for de kommende fem år fået en overskrift, som man glemmer lige så hurtigt, som den bliver læst:
”Strategiske retningslinjer for den lovgivningsmæssige og operationelle programudformning for de kommende år i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.”
Nøgleordet nu er ”konsolidering”; medlemslandene skal se at få vedtaget og gennemført alt det, man har aftalt, inden der kommer noget nyt.
Retlige og indre anliggender (RIA) omfatter:
Indvandring og asyl
Strafferet
Civilret
Politisamarbejde og terrorbekæmpelse
Kontrol af de ydre grænser (Schengen)
Visumpolitik
Dertil kommer menneskerettigheder (Charteret for grundlæggende rettigheder) med koblinger til den fælles udenrigspolitik, til arbejdsret og til sociallovgivning. Forskellige rettighedstraditioner spiller også ind på EU-lovgivning om for eksempel åbenhed og databeskyttelse.
Artiklen indgår i magasinet 1287 Hvad er EU's retspolitik? der udkommer 1. september 2015