Amerikansk valg kan forsinke frihandelsaftale

Frihandelseaftalen har fyldt en del i den offentlige debat og på Obamas skema, men præsidentvalgkampen kommer nærmere med hurtige skridt. Men hvilken betydning kan det have for aftalen? 

Af Tine Toft Jørgensen
1. september 2015

Obamas fodspor

Deal eller no deal. Enten bliver frihandelsaftalen mellem EU og USA forhandlet af i Obamas periode, som handelskommissær Cecilia Malmström satser på, ellers bliver de skubbet til side i en valgkamp, der i sidste ende vil betyde, at de europæiske forhandlere skal forholde sig til en ny amerikansk forhandlingspartner. 

Det var Obama, der i 2013 skød forhandlingerne i gang, og både TTIP og TPP har hele tiden stået højt på den præsidentielle dagsorden. Den sidste, Trans-Pacific Partnership, bliver formentlig færdig før den europæiske aftale. Den forhandles med i alt 12 stater, heriblandt Australien, Canada, Chile og Japan.

Og Obama er dedikeret. I juni fik han gennemført en 6-årig ”fast-track”-ordning med det formål at få aftalerne til at glide endnu hurtigere. Denne ordning – Trade Promotion Authority (TPA) – betyder, at præsidenten kan gennemføre handelslovgivning på egen hånd. Kongressen kan acceptere eller afslå den endelige aftale, men ikke lave nogle ændringer undervejs.

Der er uenighed om, hvorvidt ”fast-track”-ordningen var en vigtig sejr for præsidenten eller en demokratisk katastrofe. Det mest bemærkelsesværdige ved ordningen er dog, at den ikke kom igennem med de demokratiske stemmer, men derimod med republikanske. Endelig, efter mange års republikansk modstand mod nærmest alle Obamas forslag, stemte republikanerne frihandelsspeederen igennem. En speeder, de netop håber på at kunne udnytte selv efter valget.

Hvorfor vendte Obamas eget parti ham ryggen? Fordi demokraterne har en venstrefløj, repræsenteret ved Bernie Sanders og Elisabeth Warren, der lurer i kulissen. En kulisse, der ligeså stille har åbnet op, og nu viser en fløj, der er alt andet end positivt stemt over for de igangværende frihandelsforhandlinger.

Den kritiske venstrefløj

Den kritiske fløj hos demokraterne forsvinder selvfølgelig ikke, selvom præsidenten hedder Clinton. Eller Joe Biden for den sags skyld, hvis han ender med at stille op sent i processen.

I spidsen for fløjen står Elisabeth Warren, der har en fortid i protestbevægelsen Occupy Wall Street. Hun kaldes ofte ”ikke-kandidaten, der opfører sig som en kandidat”, og udover at være tidligere juraprofessor, er hun senator for Massachusetts, hvor hun har været med til at foreslå et slags forbrugerråd inden for finanssektoren for at undgå flere finanskriser.

Hun er kendt for at være senatets mest prominente forkæmper for mere bankregulering. Hun er hertil den mest højrøstede anti-frihandels-stemme hos demokraterne. Hun har blandt andet anklaget Obama for, med ”fast-track”-ordningen, at underminere den spæde bankregulering som er blevet gennemført under hans administration – også kaldet the Dodd-Frank Act. Dette er en af de helt store årsager til, at mange amerikanere frygter TTIP’s langt løsere forhold til opsplitningen af banker.

Ifølge kritikerne risikerer man, at finanslobbyen på begge sider af Atlanten skyder så mange ressourcer i forhandlingerne, at den vil blive pillet fra hinanden.

Hillarys dilemma

Og hvor står Clinton? Udadtil kalder hun TTIP for ’et økonomisk NATO’, men på grund af den interne splittelse har hun forsøgt at balancere sig ud af klemmen ved hverken at sige ja eller nej til hverken TTP eller TTIP, og i stedet stillet krav om, at ”lige meget hvad, skal en aftale beskytte amerikanske arbejde og have ordentlige sikkerhedsmekanismer”.
Ifølge Anders Agner Pedersen, forfatter til flere bøger om amerikansk politik samt redaktør på kongressen.com, er de vage udmeldinger ikke andet end spil for galleriet.

»Hun er fuldstændig enig med Obama. De signaler, hun sender omkring TTIP og frihandel i det hele taget, er ikke nødvendigvis noget, hun mener helt ind i sit indre ideologiske sindelag. Det er i langt højere grad af strategiske grunde for at komme venstrefløjen i møde. Hun har en anden kamp, der er lidt større lige i øjeblikket, og selvom hun synes både TPP og TTIP er vigtige, er hun ikke nødvendigvis villig til at ofre meget politisk kapital på det. Hun vil helst undgå at være i clinch med Warren og resten af Occupy Wall Street-fløjen,« siger han til NOTAT, og tilføjer at Clinton i forvejen ofte klandres for at være for meget i lommen på Wall Street.

Det er alt i alt en anspændt situation for Clinton, hvis donorer i høj grad er virksomheder. Samtidig skylder hun Obama en del for at have støttet hendes karriere ved at udnævne hende som Udenrigschef og beskytte hende mod angreb fra højrefløjen. Ifølge Hans Martens, seniorrådgiver hos Tænketanken Europa og tidligere chef for den europæiske tænketank European Policy Centre, vil Clinton i sidste ende da også følge Obamas frihandelsretning.

»Det er rigtigt, at demokraterne har en frihandelsskeptisk fløj, som kan få betydning. Jeg tror dog ikke, det vil indflydelse i forhold til Hillary Clinton, der vil være meget pro-Atlantisk og pro TTIP. Der ser jeg alligevel ikke nogen demokratiske skeptikere have en chance. «

Republikanerne er all in

Forrest i det republikanske ræs ligger kandidater som Jeb Bush, Scott Walker og Marco Rubio. Og umiddelbart er der ikke noget, der skulle tale imod en frihandelsaftale med de tre herre, tværtimod, vurderer Anders Agner Pedersen.

»Uanset om det bliver Jeb Bush, Scott Walker, Marco Rubio eller en fjerde, er sandsynligheden for, at TTIP bliver til noget, ret stor. Det er i virkeligheden mere sandsynligt, at det bliver mere med håndbremsen trukket, hvis det bliver Hillary Clinton, der på én eller anden måde skal finde balancen med sin egen venstrefløj.«

Til gengæld kan det ifølge Hans Martens betyde problemer i en anden afdeling af frihandelsdiskussionen – den grønne afdeling. Det kan nemlig få betydning for eksporten af grøn teknologi, hvis det bliver en republikansk præsident med meget lidt til overs over for kampen mod klimaforandringer.

»Landet er mere polariseret nu end nogensinde, og det kan føre til kovendinger på eksempelvis miljøpolitikken. Måske kan det føre til et tilfælde, hvor blandt andre danske virksomheder får brug for en aftale med investeringsbeskyttelsesmekanismen ISDS. Hvis nu en republikansk klimaskeptiker blev præsident, og totalt ændrede vilkårene for investorer i vedvarende energi.« Her henviser han til den ellers ophedede debat om ISDS, der netop er en af de store knaster, der skaber problemer i forhandlingerne.

Rigmandskandidat på krigsstien

Republikanerne har dog for tiden ét stort uundgåeligt wildcard i den amerikanske valgkamp: Forretningsmanden Donald Trump. Han fører i meningsmålingerne, og med den ene kontroversielle udmelding efter den anden bliver han ved med at rydde forsider med kommentarer om ”hvordan man overhovedet kan forestille sig, Hillary Clinton kan forvente at tilfredsstille amerikanerne, når hun ikke engang kan tilfredsstille sin mand”, hvordan han ”vinder over Kina hele tiden” eller om, hvor mange penge han har.
Han har endnu ikke meldt noget særligt ud om TTIP, men om Stillehavs-aftalen TPP har han været klar i Twitter-mælet: 

”TPP er et angreb på amerikanske virksomheder. Det stopper ikke Japans valutamanipulation. Det er en dårlig aftale.”

Ideen med TPP er ellers at fjerne toldbarrierer, så amerikanske virksomheder kan eksportere til et større marked, og ifølge den amerikanske regering vil det give 223 milliarder dollars om året i 2025. Trump mener modsat, at det vil gå hårdt udover amerikanske virksomheder, fordi Japan i en periode har devalueret sin valuta, hvilket vil gøre det billigere og nemmere for japanske virksomheder at få afsat robotter, Pokémon, kameraer og Toyota-modeller til de amerikanske kunder til en lavere pris. 

Ifølge Anders Agner Pedersen, er Donald Trump dog mest af alt et underholdningselement i valgkampen:

»Det behøver vi slet ikke forhold os til. Trump er ligesom en nytårsraket: Sjov at se på, når den stiger, flot når den er på himlen, men lige så uskøn at se på, når den kommer ned igen. Han er udtryk for en politisk frustration over for Washington, men trods alle hans penge er han ud fra min vurdering ikke noget seriøst bud.«

Ifølge Hans Martens skal EU’s forhandlere ikke bruge krudt på at tænke på Trump, men i stedet på de andre frihandelsaftaler, der forhandles om i det store globale frihandelsspil.

»Lige meget, hvem det bliver, ændrer det ikke ved, at aftalen mellem USA og landene i Stillehavsregionen, TPP, er mere interessant for USA. Det skal tages med i vurderingen af TTIP – hvad det vil betyde for Europas rolle i verden, om TTIP bliver til noget eller ej.«

For Cecilia Malmström og de europæiske forhandlere er det da også afgørende, at aftalen kommer i hus hurtigst muligt med Obama på den anden side af bordet. Udskydes det længere går der ikke kun valgkamp i maskineriet, det vil også betyde en lang periode, hvor nye forhandlere skal lære hinanden at kende, opbygge tillid og genåbne kapitler. Lige meget om det bliver Clinton eller Bush, vil den proces kun tilføje måneder til den tidsplan, der i forvejen er gået over tid. 

NOTAT jagter TTIP: Henover efteråret dækker vores fagmedarbejder Tine Toft frihandelsforhandlingerne med særligt fokus på den udskældte ISDS.Efterårets forhandlingsrunder står for døren, og det er for alvor nu, der skal skrues op for debatten. Følg #TTIP, #ISDS og @tinetoft1 på Twitter for mere. For kontakt og tips: tine@notat.dk tlf. +45 40 52 61 12.