Reform af hektarstøtten modarbejdes i øst

Der er stadig en betydelig forskel på 1.185,- kr. pr. hektar som en lettisk landmand modtager om året, og så de henholdsvis 2.970,- og 3.115,- kr. pr. hektar, som hans danske og hollandske kolleger kan regne med i de kommende år.

De ti nye medlemslande, der kom med i EU i 2004, Rumænien og Bulgarien i 2007 og Kroatien i 2013 har trin for trin fået adgang til landbrugsstøtte fra EU. Men fordi støtten til den enkelte landmand både gives efter bedriftens størrelse og efter størrelsen af den tidligere produktion, vil bønderne i de nye medlemslande stadig have et økonomisk efterslæb mange år endnu.

»Men det var ikke muligt at gøre det på nogen anden måde. Uden indfasning ville de nye medlemmer slet ikke kunne absorbere alle pengene fra Bruxelles,« siger Alan Matthews, der er professor i landbrugsøkonomi i Dublin og formand for foreningen af europæiske landbrugsøkonomer.

Lige støtte er ren utopi

Lone Saaby, direktør i erhvervspolitisk afdeling i Landbrug & Fødevarer har den samme vurdering:

»Særligt polakkerne har været fortalere for samme vilkår for alle. Men det ville være utopi og fuldstændigt skævvride økonomierne. F.eks. ville det helt bremse indflytningen fra landet til byerne i Rumænien.«

Ifølge EU-Kommissionen har den gradvise indfasning af landbrugsstøtten i de nye lande haft den ønskede effekt:

Landbruget fylder samlet set mindre i de nye medlemslandes økonomier end før optagelsen. Dog er erhvervet stadig tre gange større end i de gamle lande; ni procent af arbejdsstyrken er beskæftiget i landbruget i EU’s nye medlemsstater, hvor tallet er tre pct. i de gamle.

Bedrifterne i de nye lande er blevet færre og større.

Landmændenes indkomst er steget med 21 pct. pr. år. Det tilsvarende tal for andre samfundsgrupper er knap seks pct.

De nye mod de gamle

En anden og utilsigtet effekt er, at udvidelsen har påvirket hele den fælles landsbrugspolitik. Efter intensive forhandlinger blev der i sidste år truffet beslutninger om en reform af EU’s samlede landbrugspolitik. Forandringerne skulle oprindeligt være trådt i kraft i år, men er blevet udsat til 2015.

Samtidig bliver forandringerne mindre og til dels anderledes, end hvad EU-Kommissionen havde lagt op til. De nye medlemslande bed sig fast i bordkanten under forhandlingerne; de ville beholde så meget som muligt af de direkte støtte-ordninger.

»Historisk set har udviklingen gået fra at støtte de enkelte bedrifter til en mere generel udvikling af landdistrikterne, men den trend er nu blevet brudt,« siger Ewa Rabinowicz, polskfødt professor i landbrugsøkonomi ved det svenske landbrugsuniversitet i Lund.

De nye medlemslande trak i modsat retning i forhold til flertallet af de gamle. De gik ind for at øge tilskuddet til enkeltbedrifter på bekostning af midler til landdistrikter.

Frankrigs nye venner

Lone Saaby, taler om to forskellige tilgange til landbrugspolitikken.

»Vi i vesten har brugt meget tid på at markedsføre vores landbrug som eksporterhverv, og gået ind for en nedtrapning af den direkte støtte, mens man i øst har været mere interesseret at bygge sine egne markeder op. Frankrig har flere gange støttet op om denne protektionistiske holdning. Målsætningen med reformen af landbrugspolitikken var rigtig nok, men der var jo også den politiske realisme at tage hensyn til«, siger hun.

Hvordan den nu kun moderat reformerede landbrugspolitik kommer til at fungere er det vanskeligt at få et overblik over.

»Der er så mange enkeltdele, og så stor uklarhed, fordi de enkelte lande først senere i år vil give besked på, hvordan de vil bruge de nye muligheder.

Men den overordnede diskussion om politikkens retning er i hvert fald sat på pause i de nærmeste år,« siger den irske landbrugsøkonom Alan Matthews.

Støtte til jord-aristokraterne

Den fælles landbrugspolitik var i mange år den suverænt største enkeltpost i EU’s, og tidligere EF’s, budget. Den står stadig for godt 40 pct. af de samlede udgifter.

Kritikken af, at landbrugsstøtten også går til store godsejere, det britiske kongehus og eksportvirksomheder er vokset med årene. Samtidig er miljø- og klimaargumenter rykket frem i debatten. På et tidspunkt så det sågar ud til, at afregulering og markedsløsninger ville komme til at præge den traditionelt gennemregulerede landbrugspolitik. Det gør det ikke længere.

»Der er kommet så mange fleksibilitetsmuligheder i systemet, og de enkelte regeringer ser nu på, hvordan støtten kan bruges så smart som muligt. Der er sket en re-nationalisering af den fælles landbrugspolitik,« siger Lone Saaby fra Landbrug & Fødevarer.

Den polsk-svenske landbrugsøkonom Ewa Rabinowicz beskriver udviklingen på en lignende måde, men skrappere:

»Egentlig er det besynderligt at have en fælles landbrugspolitik, som i virkeligheden er den rene indkomststøtte, og en indkomststøtte, hvor man fortsat giver flest penge til jordejeraristokratiet. Det er jo noget, som går imod alle socialpolitiske principper,« siger hun.