Letland og Rumænien tømmes for arbejdskraft

I Danmark taler vi om østeuropæisk arbejdskraft som en udfordring for vores velfærds- og lønniveau. Men den vandrende arbejdskraft udgør et langt større problem i de rejsende arbejderes hjemlande. Her mangler man deres skattebetaling og arbejdskraft. Særligt i det østlige EU kæmper regeringerne for at holde på deres højtuddannede indbyggere og for at undgå en decideret affolkning.  Et af de værst ramte lande er Letland i Baltikum.

Mārtiņš Svirskis er talsperson for det lettiske fagforeningsforbund LBAS, der nogenlunde modsvarer det danske LO. Han fortæller: »Affolkning og hjerneflugt er et meget alvorligt problem for det lettiske samfund og skyldes en kombination af konstant lav fødselsrate og høj udvandring. I løbet af det sidste årti har Letland mistet omkring 200.000 mennesker eller 10 pct. af befolkningen til udvandring«.

Det er en trussel for det fremtidige samfund i Letland, at det hovedsagligt er de unge, der udvandrer. Det betyder, at en svindende arbejdsstyrke skal understøtte en voksende mængde pensionerede borgere.

»Det er allerede en meget lille arbejdsstyrke, der skal understøtte ældresektoren, og i løbet af de næste par årtier kan det blive et meget tungt lod for de lettiske arbejdere at tjene nok skattekroner til sociale ydelser til den ældre befolkning«, advarer fagforeningsmanden.

Tre millioner udvandret

Rumænien er et andet land, der ofte nævnes i den danske debat om indvandrende arbejdskraft. Formanden for den rumænske fagforening CNS Cartel ALFA, Bogdan Iuliu Hossu, er bekymret over udvandringen.

»De mest anvendte tal i de rumænske medier om den rumænske migration til Vesteuropa er på mere end tre millioner. De fleste rumænere tager til udlandet for at søge bedre beskæftigelsesmuligheder og en bedre indtægt. Det kan hovedsageligt forklares med lave lønninger og utilstrækkelige beskæftigelsesudsigter i Rumænien. Mange har færdigheder inden for sundhed eller IT og kan let finde et arbejde i andre lande,« fortæller Hossu.

Men det er kun halvdelen af historien. »For afsenderlandet betyder det et tab af en investering i sundhed og uddannelse, som burde komme tilbage senere via skatter og deltagelse. For modtagerlandene betyder migrationen dumping af lønnen på arbejdsmarkedet. Forskellen på 180 og 2800 € i månedsløn er enorm«, pointerer han.

Hvorfor rejser de unge?

Rumænske Bogdan Iuliu Hossu giver hverken krisen eller EU skylden. Det er de dårligere forhold på det rumænske arbejdsmarked, der har skræmt arbejdskraften væk, mener han.

 »Der har manglet udvikling i den rumænske økonomi, og der skulle have været flere jobs til de højtuddannede. De officielle lønninger ligger på et meget lavt niveau, samtidig med at arbejdsgiverne ved siden af betaler ”uformelle” lønudbetalinger. Det gør, at de ansatte reelt er prisgivet arbejdsgiverens nåde,« siger Hossu.

Ikke kun et øst-fænomen

Ser man bredere ud over Østeuropa, er billedet lige så nuanceret. Senior researcher ved den Bruxelles-baserede tænketank European Trade Union Institute (ETUI), Béla Galgóczi, siger til NOTAT:

»Generelt er effekterne af udvandringen meget blandede for afsenderlandene. For eksempel lider et land som Polen - der er det største afsenderland [af arbejdskraft] - ikke i så stor grad under udvandringen. Her er mere tale om et ”hjerneoverskud” end ”hjerneflugt”, da antallet af højtuddannede i landet er meget højt, og fordi den hjemlige efterspørgsel ikke er stor nok«.

Desuden understreger han, at udvandringen fra de kriseramte sydeuropæiske lande Spanien, Italien og Portugal også er alvorlig. Der er altså ikke tale om et isoleret østeuropæisk fænomen.

Lav løn er ikke alt

Hvis problemerne skal løses er Béla Galgóczi enig med Bogdan Iuliu Hossu i, at man er nødt til at se på forholdene på de hjemlige arbejdsmarkeder i afsenderlandene.

»Det er især Letland, Rumænien og Litauen, der lider under udvandringen. Det skyldes, at motivationen for at flytte snarere skyldes dårlige forhold derhjemme, som man ønsker at slippe væk fra end at udlandet lokker med muligheder. Det sidste er mere tilfældet for Polen,« siger Galgóczi.

Når der mangler kvalificeret arbejdskraft på hjemmemarkedet, sker der også det, at de udenlandske investeringer søger andre steder hen. Mercedes Benz ville for nyligt åbne en fabrik i Rumænien, men da der ikke var tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft, flyttede projektet til Ungarn, selvom lønnen her er dobbelt så høj.

Lettiske Mārtiņš Svirskis foreslår reformer, der både kan øge beskæftigelsen og gøre op med den store sorte økonomi, der i Letland anslås at udgøre 25 pct. af den samlede økonomi.

Bogdan Iuliu Hossu er på samme linje. Han anfører, at generelle livsvilkår er vigtige for at få udvandrerne tilbage. Der skal være styr på de helt basale fornødenheder som sundhedsvæsen, uddannelse, varme og sanitet, og det mangler Rumænien desværre stadigvæk.

Fri bevægelighed er kommet for at blive

Der er ingen af de tre, der foreslår at begrænse den frie bevægelighed som en mulig løsning på udvandringen. Tværtimod. I Ungarn ønskede regeringen tidligere at straffe færdiguddannede borgere økonomisk, hvis de forlod Ungarn for at arbejde i udlandet. Nu forsøger man i stedet at give højere lønninger og andre initiativer, og det har mere succes, lyder vurderingen fra tænketankseksperten Béla Galgóczi.

»Det er en generel regel: Den frie bevægelighed inden for EU kan ikke rulles tilbage. Sanktioner og begrænsninger ser ikke ud til at virke, men det kan forbedringer på det hjemlige arbejdsmarked derimod. Og selvom der er mange problemer i EU for tiden, må vi huske, at lønniveauet er steget i øst fra at udgøre en ottendedel til en fjerdedel af EU-gennemsnittet i den tid de østeuropæiske lande har været med. Her har en af de vigtigste faktorer været arbejdskraftens frie bevægelighed,« siger han. 

Kristoffer Friis Hecquet er redaktionschef på Magasinet rØST