”Det gik op for mig, at vi manglede nogen i Bruxelles”

Det var egentlig ikke meningen, at Lisbeth Kirk skulle til Bruxelles i midten af 1980’erne. Hun havde det godt i den nedlagte skole på Djursland sammen med resten af NOTAT’s redaktion.

»Det var en spændende tid. NOTAT var jo avisen for dem, der var edderforbandede på EU, og det var der mange spændende folk, som var.«

Men det var begyndt at gå op for den unge journalist, at det var oplagt for avisen også at have en fast korrespondent i Bruxelles.

»Jeg kan huske, vi blev enige om, at jeg kunne tage afsted på den betingelse, at det ikke ville koste mere end at være herhjemme. Det blev startskuddet til mange år i Bruxelles for mig.«

Første tid i Bruxelles

Det første møde med Bruxelles var ikke en dans på roser.

»Aviserne var dengang skarpt opdelt i ja/nej-fløje. Når der var briefing med den danske EU-Kommissær, blev jeg ikke inviteret, fordi jeg var fra en nej-avis. Det oplevede jeg som meget forkert og ubehageligt«, husker hun.

Men mødet med journalister fra andre, europæiske lande, gav næring til nye idéer.

»Jeg begyndte at se begrænsningen i, at alle journalister var i Bruxelles for at rapportere og kontrollere, hvordan det gik deres eget land i EU. Der manglede medier, som kunne give EU et modspil, der svarede til den store magt, som EU havde fået. Vi måtte til at kigge magthaverne efter i sømmene, og så skulle man altså ind til kernen af EU.«

Men det var lettere sagt end gjort. Der fandtes ingen pan-europæiske medier, og de fleste journalister skrev på deres eget sprog.

»En overgang i firserne eksperimenterede jeg med at lave et nyhedsbrev på engelsk, som jeg frankerede og sendte ud i forskellige lande. Det var alt for omstændeligt og fungerede ikke.«

Gennembruddet

Det var først mange år senere, at Lisbeth Kirks drøm om et pan-europæisk medie blev til virkelighed.

»Da internettet omkring årtusindskiftet blev allemandseje, ændrede det alt. Pludselig kostede det ikke længere en milliard at producere nyheder, som alle kunne læse«.

Lisbeth Kirk stiftede i september 2000 den engelsksprogede nyhedsside EUobserver, som foruden hende selv i den første tid kun bestod af en dansk-engelsk journalist og IT-programmøren Martin Koch Andersen. Han programmerede siden, så den kunne opdateres med et minimum af arbejdskraft.

Men der gik ikke lang tid, før redaktionen blev øget til 6-7 medarbejdere, som har været det nogenlunde stabile antal journalister siden. I dag har EUobserver op mod 60.000 unikke brugere om dagen, som er fra alle dele af Europa.

Landefokus

Din egen historie taget i betragtning, hvad tænker du om NOTAT’s rolle i dag?

»I en årrække tror jeg NOTAT’s rolle har været mindre aktuel, fordi de andre medier diskuterer de samme spørgsmål. Hvor vil vi hen med EU og så videre. Det er en konsekvens af, at EU-journalistikken er blevet normaliseret. Men jeg tror, NOTAT kan have en opgave i at tage fat på sager, der bliver forsømt i andre medier.«

Hendes egne tanker om EU-journalistikken går i øjeblikket i retningen af at opprioritere dækningen fra EU-landene.

»I mange år har vi forsøgt at fokusere på korridorerne i Bruxelles. Men vi skal også ud og kigge efter, om EU-beslutningerne virker i praksis. Jeg tror, at vi har brug for at vide mere om de andre lande, hvis vi skal fungere sammen i et europæisk demokrati.« 

 NOTAT lavede en indsamling blandt sine læsere for at få råd til at sende en korrespondent til Bruxelles. Det har Eiler Krag, som gennem en årrække tegnede til NOTAT for et symbolsk beløb, her illustreret.

Blå bog Lisbeth Kirk: 

Født 1959.

Uddannet fra journalisthøjskolen 1983.

Tilknyttet NOTAT først som Bruxelles-korrespondent (1984-1987), siden redaktør (1987-1992).

Freelance-journalist og kommunikations konsulent 1992-2000.

Stifter og chefredaktør for EUobserver siden 2000. 

Artiklen blev bragt i jubilæumsnummeret "40 år med NOTAT", der udkom 1. oktober 2014