Bogstavsuppe i spaghettiskål - kampen om magt og markeder

Frihandel er godt for alle parter, jo friere des bedre.

Det er den lidt karikerede logik bag de mange forsøg på at etablere en ny orden for handel med varer, tjenesteydelser og investeringer.

Forhandlinger om internationale regler i regi af FN-organet WTO (World Trade Organisation) har kørt på lavt blus i mange år og brød i praksis sammen den 31. juli i år.

»Det multinatinale sammenbrud har skabt denne her spaghettiskål med en masse forskellige handelsaftaler,« konstaterer Peter Bay Kirkegaard, chefkonsulent ved Dansk Industri.

Der er nu to parallelspor til et fælles regelsæt: Det ene er de bilaterale aftaler, som den EU har indgået med Sydkorea, færdigforhandlet med Canada (CETA), og forhandler med USA (TTIP – Transatlantic Trade and Investment Partnership).

»Grundlæggende handler de om, at EU prøver på at opnå det, som USA allerede har fået i sine aftaler med en række asiatiske lande,« siger Pascal Kerneis, administrerende direktør for lobbyorganisationen for tjenesteydelsesvirksomheder EFS (European Services Forum).

TiSA op til overfladen

Samtidligt er der de plurilaterale aftaler, som forhandles mellem flere parter, men på enkelte områder. Til dem hører GPA (Government Procurment Agreement – om offentlige indkøb) EGA (Environmental Goods Agreement – grønne varer) og ikke mindst TiSA (Trade in Services Agreement), som er dukket op i den politiske debat efter offentliggørelsen af nogle lækkede dokumenter af WikiLeaks.

TiSA-forhandlingerne er dog ikke mere hemmelige, end at EU-Kommissionen har publiceret et 155-siders dokument om EU’s åbningsbud i de forhandlinger. Hvad der er sket sidenhen, er det til gengæld noget vanskeligere at få oplysninger om.

Er nogle af forhandlingerne så en skabelon eller masterplan for de mange andre?

»Det er ligesom at sende tre arméer over stepperne for at lave et knibtangsmanøvre, der er det vanskeligt at sige, at den ene er vigtigere end den anden,« siger Svend Aage Christensen, historiker og tidligere udredningschef på Dansk Udenrigspolitisk Institut, som tilbagevendende har kommenteret TTIP-forhandlingerne i dagbladet Information.

Beskeden gevinst

De forskellige forhandlinger motiveres ofte med et klassisk økonom-argument om ”komparative fordele”; handel skaber gevinster for alle, når alle sælger, hvad de kan producere billigst, og øget handel vil føre til øget vækst og flere jobs. TTIP-forhandlingerne er f.eks. blevet solgt med påstanden om 15.000 nye danske jobs over 14 år.

»Men der mangler ofte den dimension af de komparative fordele, at det kræver en enorm omstillingsevne, hvis de skal virkeliggøres,« siger Hans Martens, seniorrådgiver, og tidligere chef, for den europæiske tænketank European Policy Centre.

15.000 jobs over 14 år er i øvrigt et beskedent tal sammenlignet med, at der i dag er 186.000 færre beskæftigede danskere end for fem år siden.

»TTIP er sandsynligvis vigtigst ud fra et politisk synspunkt, økonomisk er vi allerede stærkt integrerede over Atlanten,« siger Pascal Kerneis fra ESF.

Reglerne for at udføre tjenester – ikke mindst  finansydelser – fylder derfor det mere på bekostning af de traditionelle barrierer som told og tekniske standarder.

»EU og USA dækker 80 procent af al finansiel aktivitet i verden. Hvis vi kan enes om reglerne, vil vi sætte en verdensstandard. Et TTIP, som ikke omfatter finansielle ydelser, vil ikke være besværet værd,« siger Pascal Kerneis.

Som det ses af illustrationen nedenfor, er afsnittet om tjenesteydelser i TTIP-forhandlingerne i øvrigt hentet direkte fra TiSA-forhandlingerne, hvor blot ”TiSA” er overstreget og erstattet med ”TTIP”.

”Det nye grænseland”

DI fremhæver også serviceydelser som et afgørende område.

»Vestas sælger jo ikke bare vindmøller, men en viden om, hvordan de skal sættes op og kan virke bedst muligt. Derfor bliver opdelingen mellem varer og service lidt kunstig. Vestas, Alfa Laval, Grundfos og andre leverer typisk også ydelser i forbindelse med opsætning og opgradering af deres udstyr,« siger DI’s chefkonsulent Peter Bay Kirkegaard.

En anden, men ikke nødvendigvis modsigende, forklaring kommer fra Svend Aage Christensen:

»Det, vi har at gøre med, er, at profitraten falder i almindelig produktion, og så skal man søge den et andet sted. Serviceydelser er ”Det nye grænseland”, der, hvor kapitalen kan forventes at få størst afkast. Vi bør derfor interessere os mere for ”intellektuel ejendomsret” (patenter, ophavsret m.v.) og regler for banker, forsikringsselskaber og underholdningsindustrien, end om baglygterne sidder på den ene eller anden måde på biler.«

I kanten af isen

Ud over, at industri og servicevirksomheder vil have så lempelige regler som muligt, er der også et aspekt af global magtpolitik i de mange forhandlinger.

I en analyse til EU-parlamentarikerne skriver Roberto Bendini, der er embedsmand i Parlamentets Generaldirektorat for Udenrigspolitik, at de gamle verdensledere USA, EU og Japan har tabt indflydelse, og at bilaterale aftaler som TTIP og USA’s forhandlinger med Stillehavslande (TTP – Transpacific Partnership) er et forsøg på at få sin vilje på en anden måde – se boks.

»Man kan godt tale om den gamle verdens måde at holde de nye ude på. Det er den rige verdens kamp mod BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika),« siger Svend Aage Christensen.

Hans Martens, EPC, er noget skeptisk overfor BRIKS-landene som en trussel, blandt andet fordi Rusland og Brasilien har nok af egne problemer.

»Men der er lidt et nord-syd-perspektiv i TTIP-forhandlingerne. Hvis man kunne lave en akse mellem EU og USA, så har alle de andre bare at lære det,« siger han.

Han er dog heller ikke i tvivl om, at USA er den dominerende part i forhandlingerne:

»Hvis det mislykkes med TTIP, så tror jeg, USA laver deres eget i Asien. TTIP er en måde for Europa at holde fast i kanten af isen, før man suges ned i det kolde vand.«

Artiklen er første gang publiseret i NOTAT nr. 1275, september 2014